Erik Gahner Larsen

Er Det Konservative Folkeparti overflødigt?

Hvad vil Det Konservative Folkeparti egentlig? I don’t know. Ved vælgerne det? Hvis nogen ved det, så skriv endelig en kommentar til dette indlæg. De har siddet i regering i ti år, men man bliver ikke meget klogere på partiet og dets politik ved at kigge på de politiske resultater. Peter Norsk beskriver det meget rammende, når de Konservative virker som et parti der har søgt »magten for magtens skyldt« og styres af ministre, der »kun ønskede at sikre sig ministerbiler og ministerpensioner«.

Her hvor den borgerlige regering forhåbentlig kører på sidste vers, må det være tid til, at de Konservative går i tænkeboks og formulerer et konservativt projekt, der ikke kan sammenlignes med de andre borgerlige partiers politik. Det Konservative Folkeparti må med andre ord finde sin plads på højrefløjen. De Konservative er på nuværende tidspunkt et noget nær overflødigt parti, hvorfor deres videre tilstedeværelse i dansk politik må bero på at finde det ledige standpunkt, såfremt dette eksisterer.

Der er efterhånden ikke det standpunkt de Konservative i en eller anden sammenhæng ikke har meldt ud. Jeg har tidligere skrevet, at de Konservatives krise skal findes i et manglende konservativt projekt. Jeg vil i dette indlæg forsøge at distancere Det Konservative Folkeparti fra de andre partier, og dermed forsøge at formulere et grundlag for, hvad de Konservative bør gøre.

Lad os for overskuelighedens skyld antage, at Det Konservative Folkeparti udelukkende skal forholde sig til en situation, hvor der kun er Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Dette giver fin mening fordi det er disse partier partiet skal distancere sig i forhold til, hvis de skal kunne eksplicitere deres eksistensberettigelse på længere sigt i dansk politik.

Konservative kontra Dansk Folkeparti
De Konservative har mange ligheder med Dansk Folkeparti. Værdipolitisk appellerer de til de samme vælgere, men hvad angår den økonomiske politik, er der næppe ret meget de er enige omkring. For de Konservative har det betydet noget at få sænket skatten, fjerne efterlønnen og generelt føre en mere liberal politik. Dette vil Dansk Folkeparti ikke. Tværtimod. Pia Kjærsgaard har meldt ud, at hun er en »ægte socialdemokrat«.

Til trods for nogle værdipolitiske ligheder på områder som indvandring, kultur m.v., er det ikke svært at formulere et konservativt projekt der distancerer sig fundamentalt fra Dansk Folkepartis socialdemokratiske ånd, som hverken skal eller bør appellere til konservative vælgere.

Konservative kontra Liberal Alliance
De Konservative har mistet vælgere til Liberal Alliance. Højst sandsynligt på grund af en utilfredshed med konservative resultater på den økonomiske politik. Det vil da også være den rene selvmordsaktion at gå ind i en debat omkring økonomiske reformer med Liberal Alliance, for at vinde på den front. Liberal Alliance vil altid kunne gå lidt længere og foreslå en lidt større reform.

De Konservative skal derfor i bund og grund signalere, at de gerne vil reformer. Noget kunne tyde på, at det konservative bagland heller ikke er imod reformer på en lang række områder. De Konservative skal derfor langt hen ad vejen melde sig enige med Liberal Alliance på den økonomiske politik.

Hvor de Konservative omvendt skal distancere sig fra Liberal Alliance, er på det værdipolitiske område. Der er næppe mange konservative vælgere der bakker op om »åbne grænser, lukkede kasser«-synspunktet, og det giver derfor fin mening for de Konservative, at melde ud, at man med K får et parti der vil de økonomiske reformer, men uden at give køb på værdipolitiske mærkesager.

Konservative kontra Venstre
Det er svært at skulle forholde sig til Det Konservative Folkeparti og Venstre som to selvstændige partier. De har været i regering sammen i ti år – og som nævnt ovenover synes de Konservative at have været tilfredse med de dertilhørende goder af at være regeringsparti. På bekostning af politiske resultater.

De Konservative skal udnytte at Venstre (også efter et valgnederlag) er bundet fast til medianvælgeren. Venstre vil stadigvæk appellere til vælgeren der vil have mere velfærd og lidt mere af alting. De Konservative skal ikke kæmpe mod Venstre om disse vælgere. Den socialistiske fordelingspolitik vil derimod være noget de Konservative kan kritisere Venstre for, og på den måde distancere sig fra partiet.

Dertil skal de Konservative udnytte at Venstre vil stå i en position hvor det højst sandsynligt skal diskutere udlændingepolitik med en S-SF koalition, og ikke Dansk Folkeparti. De Konservative vil skulle forsøge at betegne Venstre som et parti der er for blødsødne og for liberale i deres tilgang til den værdipolitiske linje, der blot adskiller sig med marginaler fra de røde partiers linje.

De Konservative og Venstre er ideologisk set meget forskellige partier. Forskelle der for Det Konservative Folkeparti er vigtige at gøre borgerlige vælgere klar over. Derfor er det da også vigtigt for de Konservative at komme i opposition, og ikke stå i en position hvor enigheden skal opretholdes for enhver pris. Det er ikke kun på den værdipolitiske linje de Konservative historisk kan distancere sig fra Venstre, men med den midtersøgende kurs Venstre har anlagt, så i høj grad også i forhold til den fordelingspolitiske linje. Jeg har ved en tidligere lejlighed kritiseret de Konservative for ikke at have en selvstændig politik på dette område i forhold til Venstre.

Det Konservative Folkepartis plads på højrefløjen
Det Konservative Folkeparti er et parti for dem der vil den økonomiske liberalisme, men ikke vil de åbne grænser. Det Konservative Folkeparti skal være et parti for dem der vil de kulturelt forankrede værdier, men ikke vil den socialdemokratiske, økonomiske politik. Dette standpunkt er ledigt på højrefløjen.

Dette kan vi illustrere i denne firfeltstabel:

De enkelte partiers placeringer kan diskuteres og problematiseres. Min pointe er nu heller ikke så meget, at placeringerne med 100 pct. nøjagtighed afspejler den politiske realitet. Pointen er, at det er en sådan strategi Det Konservative Parti i den politiske debat skal bruge til at distancere sig fra de andre partier på højrefløjen. Så er der en reel fremtid for partiet.

Der er fire implikationer ved nærværende strategi, der for god ordens skyld skal hhv. opsummeres og nævnes. For det første skal partiet i opposition. Og det kan kun gå for langsomt. For det andet skal partiet ikke vinde stemmer på at diskutere værdipolitiske spørgsmål med Dansk Folkeparti. For det tredje skal partiet ikke vinde stemmer på at diskutere økonomiske spørgsmål med Liberal Alliance. For det fjerde skal partiet lade være med at samarbejde med et kulturradikalt parti. Sidstnævnte forvirrer konservative vælgere mere end det gavner (dog er der selvfølgelig mulighed for at gennemføre økonomiske reformer med dette parti, men det har vi allerede set eksempler på før deres politiske flirt).

6 comments

  1. I stiller selv spørgsmålet om partiet overflødigt? Efterhånden må man sige ja.
    Årsagen til det dårlige valgresultat er de mange personsager – Lene Espersen har kostet stemmer så det brager på landsplan – men Vi kender jo efterhånden alle personsagerne fra pressen også ”stinkerne”.
    Jeg har for lang tid siden skrevet adskillige indlæg om dette – faktisk synes det gik rimeligt – tricket med at lave aftale med de radikale gav jer helt sikkert et par mandater mere end I eller ville have fået.
    Lars Barfoed er og bliver aldrig en person der kan sælge billetter eller skabe ro i partiet. Alle kan blive enige om ham, da man så kan fortsætte de interne slagsmål, som man har gjort de sidste 20 år.
    Det dårlige valgresultat var lige kommet op på skærmen torsdag aften – så startede et par unge KU´er straks med at kæfte op om, at der skulle nye kræfter til i partiet. Ikke engang disse kunne man banke på plads og instruere inden TV gik på i den situation.
    Når man ikke formår dette – hvordan skulle man så formå at styre et helt parti – hvor det åbenbart er legalt at trække de lange knive frem for selv at komme i rampelyset.
    Per Stig Møller er den eneste i dette parti der har pondus (intelligens, veltalenhed og kan bevæge sig med dyb respekt i Internationale kredse) resten har intet at bidrage med. – At bytte Per Stig Møller ud med Lene Espersen som udenrigsminister fortæller alt om den manglende dømmekraft, der er til stede i og omkring partiet. Lene Espersen er en X-faktor type, og det er præcist hvad I ikke har brug for.
    Hvis I ikke momentant kan skabe 100% ro omkring partiet – tror jeg at spærregrænsen er noget I vil komme til at mærke ved næste valg. At bytte partileder er ikke løsningen nu – Lars Barfoed skulle aldrig have haft posten. Det er en kæmpefordel I ikke er i regering nu – så kan I få tid til at tænke fejlene igennem, og dem er der rigtig mange af – I har stort set gjort alt galt.

    1. Mange tak for din kommentar, Peiter Müller. Jeg bliver dog nødt til at komme med et par kommentarer.

      For det første tror jeg der er tale om en misforståelse. Jeg har ingen relation til de Konservative og jeg er ikke medlem eller støtte af partiet (såvel som noget andet parti). Det er derfor ikke de Konservative der spørger, om de er overflødige.

      For det andet mener jeg ikke, at det udelukkende er personsagerne der er forklarende i denne sammenhæng. Jeg henviser i mit indlæg til et tidligere skrevet indlæg, hvor jeg kommer med to yderligere aspekter jeg mener, er relevante, når man skal forholde sig til den krise partiet står i.

      For det tredje finder jeg det uklart hvad du i det hele taget mener, at de Konservative nu skal gøre. På den ene side argumenterer du for, at Lars Barfoed aldrig vil gøre noget godt – og på den anden side at han skal blive? Jeg forstår godt dit ræsonnement i begge tilfælde, men ved at konkludere begge fremstår det som en selvmodsigelse.

      Når dette er sagt er jeg enig med dig i, at det er godt partiet nu er kommet i opposition.

  2. Dybest set mener jeg at partiet faktisk har noget at byde på, hvis de var i stand til at skabe ro på bagsmækken. Personsagerne har været særdeles belastende for partiet – Det værste er, at det faktisk har holdt på i mange år og er blevet mere eller mindre noget, der altid har fundet sted i dette parti – bare husk på balladen i slutningen af halvfemserne.
    Tiden har ændret sig – og fremtidens vælgere er blevet meget bevidste og fravælger personer, der konstant agerer som rebeller. Kald det: at man ikke længere har den loyalitet, som man tidligere havde for “sit” parti – nu vil man se politikere, der kan samarbejde og sender klare signaler derom. De radikale blev belønnet og DF – blev straffet om end i mindre grad. Det er muligt at efterlønnen hos DF har kostet. Men vælgerne er generel bange for udpræget blokpolitik. Den slags skaber uhensigtmæssige markeringer og er med til at trække fronter op – som man så bagefter skal have blødt op.
    De mange særprægede udmeldinger som DF har kunnet levere over bordet om fremmede har ikke været godt for DK. – Omend jeg kan være dybt enig i, at vi ikke kan samle hvem som helst ind. Jeg har stor berøring med dygtige akademikere fra hele verden, der gerne ville have fodfæste i DK. Disse grupper har i høj grad følt sig trådt på og nedværdiget.af regeringen.

    Hvad skulle de konservative have gjort?

    1. Undgået personsager
    2. Været dygtigere til at udvælge personer, der skulle stå i spidsen for partiet. Man har åbenbart ikke skyggen af fornemmelse for personvurdering. Stort set alle i partiet ville blive stoppet af undertegnede inden det kom ret langt i en jobsøgnings situation. – Jeg undrer mig over den persontype som partiet tiltrækker.
    3. Undladt at være en dikkende lammehale til PIA-Kjærgård på udlændige politikken. Ihvertfald sørget for at højtuddannede kunne agere i DK.
    4. Forlængst have trukket sig ud af regeringen og været støtteparti.

    Hvis man havde fulgt dette – havde de siddet på flæsket nu – og så skulle de ikke afholde sig fra at gå i “kanen” med Løkke – og have givet sig til at lave brede forlig. Dermed havde de kunnet spille en fremtidig rolle. Nu kommer de i stedet til at spille en historisk rolle. – Resultatet havde været at de Radikale var forblevet små.
    Man skal huske på, at der i dag ikke er de helt store forskelle på “rød” og “blå” i praksis . Det kan man se meget tydeligt på finansmarkedernes reaktion efter valget. Der gik ikke panik i noget – selv om Ø fik en rolle, der godt kan skabe lidt uro i rød lejr.

    1. Vi er enige i og omkring, at personsagerne har været belastende for partiet. Om end der er flere forhold der spiller ind.

      Vi er ligeledes enige omkring, at vælgerne ikke er loyale i deres partivalg sammenlignet med tidligere. Jeg vil dog betvivle din overordnede påstand om, at vælgerne vil have partier der sender klare signaler om samarbejde. Hvorfor betvivler jeg dette? Der er primært to grunde.

      1) Liberal Alliance og Enhedslisten blev vindere af valget. Disse partier har ikke været ude og signalere strategiske intentioner om at samarbejde bredt og for alt i verden undgå blokpolitik. Tværtimod.

      2) Det Konservative Folkeparti har været det parti der har råbt allermest op omkring samarbejde i denne valgkamp. De stod sammen med de Radikale som eksponenter for blokpolitikkens ophør. Og vi ved alle hvor katastrofalt det gik K ved valget.

      Når dette er sagt er jeg enig med dig i, at partiet skulle gøre mere for at distancere sig fra hhv. Dansk Folkeparti og Venstre (sidstnævnte ved ikke at være i regering). Dette er også den pointe jeg kommer frem til i ovenstående indlæg.

  3. Sætte-nissen var på spil i mit indlæg:
    Det skulle selvfølgeligvære…..

    – og så skulle de afholde sig fra at gå i “kanen” med Løkke –

Comments are closed.