FV ’11: Alle snakker om det, ingen ved det

Verdens længste valgkamp. Der snakkes efterhånden ikke om andet end det kommende valg, og til trods for min politiske interesse, hænger al den valgsnak mig langt ud af halsen. Forleden var Peter Kurrild-Klitgaard i Deadline og argumentere for og imod faste valgperioder. Personligt er min holdning i slipstrømmen af det sidste års valgsnak, at faste valgperioder er at foretrække.

Helle Thorning-Schmidt ser gerne, at Lars Løkke Rasmussen udskriver valg. På de sociale medier jokes der med, at Lars Løkke aldrig udskriver valg. Nogle medier skriver sågar om hvad der vil ske, hvis Lars ikke udskriver valget. For dem der selv vil prøve kræfter med en (defekt) valgknap, kan de gøre det her.

Skrives der mere og mere om valget? Det korte svar må være ja. Kigger man på InfoMedia og ser, hvor meget der skrives om valg (valg*), ser man en stigende tendens i disse uger. Ordet valg* bruges selvfølgelig også i andre sammenhænge end blot det kommende folketingsvalg, men intet der burde kunne skabe en skævvridning over den seneste måned.

Ovenstående simple punktdiagram viser hvor mange gange der er skrevet om valg i de danske medier over de seneste uger. I uge 29 blev valg* nævnt 5.492 gange, i uge 33 10.320 gange.

Kan vi ikke blive enige om to ting? 1) Faste valgperioder er at foretrække, da det fjerner alle overvejelser om hvornår et valg udskrives (og hindrer, at dem der har magten strategisk kan udskrive valget, når det gavner dem bedst). 2) Valget bør udskrives nu, så al den snak om valget kan få en ende (som Anders Fogh Rasmussen ligeledes brugte som argument for at udskrive valget i 2007).