Erik Gahner Larsen

Filmanmeldelse: The King of Kong: A Fistful of Quarters (2007)

In the cutthroat world of Donkey Kong, only one can rule.

En dokumentarfilm om et arkadespil? Yep, det er lige netop hvad The King of Kong: A Fistful of Quarters (2007) er. Eller filmen handler rettere sagt om en gruppe af gennemført nørdede mænd, der bruger en stor del af deres liv på Nintendo-arkadespillet, Donkey Kong.

Spillet går i al sin 2D-enkelthed ud på, at man skal redde prinsessen fra Donkey Kong. Grundelementet er kort sagt det samme i alle baner, men sværhedsgraden stiger drastisk og ender med at være så høj, at kun de allerbedste kan være med.

Det er da også netop de allerbedste spillere vi følger i denne film. De få der er så gode, at deres spilfærdigheder ikke bare er kommet efter et par timer ved joystickket, men over utallige nætters intensiv træning. Selvom spillet bliver ældre og ældre, falder intensiteten ikke, og de engagerede entusiaster kæmper om at sætte den næste rekord.

Filmens omdrejningspunkt er også bygget op på dette, hvor at vi følger Steve Wiebes forsøg på at slå Billy Mitchells verdensrekord. Steve er en sympatisk gut man uden problemer kan unde succes, hvorimod Billy er djævlen selv. Det gode mod det onde.

I løbet af filmen bliver det til flere konflikter mellem de to, og det hele kulminerer i en kamp om at sætte Guinness World Records 2007, med den højeste score i spillet fra 1981. Man fornemmer med al tydelighed, at Steve Wiebes ikke har samme tilknytning til miljøet, og han nyder på ingen måde den samme status som den kronede mester, Billy. Det er derfor på mange måder en David mod Goliat, hvilket også kun gør, at man som tilskuer ønsker at Steve vinder.

Der findes utallige film der omhandler menneskets jagt på at blive den bedste inden for sin niche. Der findes dog meget få film som denne, der formår at fremstille den nogle gange menneskelige absurditet i begæret efter at nå specifikke mål. Begæret der skal tilfredsstilles og tilsidesætter et hav af andre aktiviteter, uden nogle store økonomiske gevinster eller bredere social anerkendelse, for blot at efterlade en med ondt i hånden efter at have flyttet rundt på en spilfigur.

I The King of Kong: A Fistful of Quarters (2007) indfanger kameraet essensen af noget vi finder i de fleste sfærer og sociale sammenhænge. De konflikter der uomtvisteligt opstår, når at mennesket sætter et mål, der vil stille vedkommende relativt bedre end alle andre. De interessekonflikter der gør, at ingen er tilfredse med sin egen indsats, før at man har vundet – og andre har tabt.

Derfor er filmen heller ikke kun for nørder eller andre med interesse i at se på arkadespil fra 80erne. Filmen giver en god introduktion til miljøet og ikke mindst Donkey Kong, og formår – som ovenover skrevet – at skildre en konflikt der bygger på et begær på en sådan måde, at det både er tankevækkende, humoristisk, lærerigt og interessant.

Og hvis dette ikke er nok, så kan jeg også som en lille teaser fortælle, at hvis man bare vil se en voksen mand græde over et arkadespil, er denne film også værd at se.

Roskilde Festivalen vil bekæmpe fattigdom

Roskilde Festivalen har taget et standpunkt: Ingen bør være fattig i Danmark. Jeg tror ikke at der er nogen der er uenige med nogen i, at der ikke burde være fattige mennesker, men hvad pokker; det hele forklares mere uddybende i denne video:

Specielt én sætning i denne video er værd at tage udgangspunkt i: ”I 2011 sætter vi fokus på fattigdom og ulighed, og det gør vi fordi det er vores oplevelse, at skellet mellem rig og fattig bliver større og større, samtidig med at der sker en ensretning af borgerne i samfundet.

For det første, ”Vores oplevelse”!? What the fuck!? Tager I pis på mig, Roskilde? ”Vores oplevelse”? Hvad med nogle tal, definitioner og lignende? Jeg ved godt at I højst sandsynligt intet kendskab har til at underbygge jeres argumenter med andet end følelsen af at verdens ressourcer er uretfærdigt fordelt, men seriøst? Jeg har kigget lidt rundt, men har desværre ikke været i stand til at finde nogle steder, hvor de underbygger deres påstande.

For det andet siges der, at skellet mellem rig og fattig bliver større og større. Jeg var til en forelæsning med Lane Kenworthy der har bogen Progress for the Poor på trapperne (udkommer på Oxford University Press). I hans arbejde benytter han en absolut definition af fattigdom. Problemet med at se på den relative fattigdom er, at vi i økonomiske krisetider faktisk får færre fattige, hvorfor at denne relative forståelse af fattigdom kan være yderst problematisk. Det kan derfor ligefrem tænkes, at skellet mellem rig og fattig er blevet mindre. Hvis bare vi gør alle fattige, er der jo ingen ulighed. Hvad er Roskildes ”standpunkt”?

For det tredje er der en selvmodsigelse i deres opfattelse af flere fattige og mere ensretning af borgerne i samfundet: Der kommer større og større ulighed, samtidigt med at der kommer større lighed. Problemet synes altså at være manglende økonomisk ensretning, samtidig med at der er en ”manglende plads til forskellighed”? Jeg har igen kigget mig lidt omkring, men har desværre ikke været i stand til at finde nogle argumenter eller andet, der uddyber hvad de i det hele taget mener.

Jeg elsker ethvert initiativ der ønsker at nuancere den politiske debat og tvinge en til at tage stilling. Problemet i denne sammenhæng er blot, at man ikke nuancerer debatten det fjerneste ved blot at referere til ens egen opfattelse af at ulighed er slemt og vi skal gøre mere for fattige. En kvalificeret debat må tage udgangspunkt i nogle problemstillinger der kan diskuteres fornuftigt.

Problemet med Roskilde Festivalens standpunkt er, at det i bund og grund bare er endnu et initiativ der skal brande Roskilde Festivalen. Jeg foreslår at man skifter kampagnelederens titel til den mere retvisende betegnelse: PR-ansvarlig.

Jeg kunne ikke finde på at støtte Roskilde Festivalen, fordi at det er et politisk projekt der forsøger at pakke venstrefløjsoverbevisninger ind i politisk korrekt pis og lort. Kim Møller siger det rammende i denne sammenhæng: Socialisme forklædt som humanisme.

Hjemmerøverier og grænsekontrol

Hjemmerøverier er slemme, specielt fordi at de i de fleste tilfælde rammer tilfældige mennesker. Derfor er det også et perfekt fænomen at bruge politisk, når man skal sprede frygt. Alex Ahrendtsen, folketingskandidat for Dansk Folkeparti, bruger i hans valgvideo hjemmerøverier som et argument for at genindføre grænsekontrollen. Og hvis man gerne vil have genindført grænsekontrollen, skal man stemme på Alex.

Videoen indledes med at referere til Schengen-samarbejdet der medførte, at grænsekontrollen ophørte i 2001. Vi ser dernæst et iscenesat røveri ved højlys dag (udført af en polak) tilsat en gyserfilmslignende lydside. Videoen afsluttes med teksten ”Genindfør grænsekontrollen. Stem Personligt på Fyn på Alex Ahrendtsen.” akkompagneret af et DF-logo og et hjemmesidelink. Du kan selv se filmen her:

Der fremføres to relevante påstande i videoen, som er værd at kigge nærmere på. Den ene påstand er at grænsekontrollen kan forhindre antallet af hjemmerøverier. Den anden er at hjemmerøverier bliver udført af ikke-danskere.

Kan grænsekontrollen forhindre antallet af hjemmerøverier?
Hvis vi antager, at grænsekontrollen har en betydning for antallet af hjemmerøverier (hvor at grænsekontrollen forhindrer hjemmerøverier), må den logiske implikation være, at antallet af hjemmerøverier steg da man afskaffede grænsekontrollen i 2001. Her løber vi dog ind i det problem, at hjemmerøverier først i 2007 fik en selvstændig gerningskode. Alex Ahrendtsen vil derfor have svært ved at dokumentere, at grænsekontrollen gør nogen væsentlig forskel.

Der findes dog tal på det samlede antal af anmeldte røverier i Danmark for tidsperioden (kilde, side 30), som man kan se nærmere på. Hvis grænsekontrollens afskaffelse resulterede i en forøgelse af røverier (hjemmerøverier såvel som andre slags), må vi kunne se en stigning fra 2001 og frem.

Dette ser vi dog ikke. Tværtimod ser man en stabilisering og nedgang i antallet af anmeldte røverier fra årtusindeskiftet til 2007. Den største procentvise stigning sker i slut-90’erne – mens der stadig var grænsekontrol. Der er dog selvfølgelig den mulighed, at antallet af hjemmerøverier er steget relativt efter grænsekontrollens afskaffelse i forhold til andre typer af røverier. Jeg ser dog bare ingen logisk forklaring på hvorfor dette skulle være tilfældet.

Jeg vil nok tillade mig at være lidt kritisk i forhold til at postulere, at grænsekontrollen kan forhindre antallet af (hjemme)røverier.

Bliver hjemmerøverier udført af ikke-danskere?
Den anden påstand er at hjemmerøverier bliver udført af ikke-danskere, altså folk der ville blive stoppet af en grænsekontrol. Der er dog (desværre?) intet der taler for, at antallet af hjemmerøverier vil falde hvis man skærper grænsekontrollen. I hvert fald ikke hvis man skal tro denne nyhed fra sidste år, der bygger på en analyse foretaget af Jyllands-Posten.

På baggrund af analysen konkluderes der, at i et tidsrum på 16 måneder, var der blandt 50 dømte i 30 sager om hjemmerøverier én fra et af de tidligere østlande. Kim Kliver, leder afRigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, bliver i artiklen citeret for: “Billedet af horder af østeuropæiske, organiserede kriminelle, der kommer til Danmark og laver hjemmerøverier, er primært skabt af medierne, og eksponeringen giver befolkningen indtryk af, at problemet er langt mere udbredt, end der er statistisk belæg for“.

Da TV2/Fyn konfronterer Alex Ahrendtsen med at det primært er unge danske mænd der begår hjemmerøverier, siger han: “Det er jo egentlig ligegyldigt om det er unge danske mænd eller om det er kriminelle fra Østeuropa. Det er jo lige slemt for ofrene.”. Sjældent hører man idiotisk et svar. Det er på ingen måde ligegyldigt hvem der begår hjemmerøverier, hvis man siger at det kan løses med grænsekontrol.

Alex Ahrendtsen forsøger at associere kriminaliteten med noget ikke-dansk, og altså en grund til at stemme på ham. En irrationel frygt. Vi skal frygte hjemmerøverierne begået af ikke-danskere … for der er stemmer i frygt. Men som Samuel Taylor Coleridge er citeret for at have sagt: In politics, what begins in fear usually ends in folly.

Sætter vi ulandshjælp over skattelettelser?

”Ny undersøgelse viser, at danskerne prioriterer u-landsbistand højere end skattelettelser.”

Sådan lyder det i denne nyhed, der kan berette om, at 43 pct. af danskerne er klar til at undvære skattelettelser, hvis det betyder, at det er muligt at fastholde eller øge ulandsbistanden. Jeg har et par indvendinger.

For det første er det kun 43 pct. der svarer ”Ja” til spørgsmålet om, at man er villig til at undvære en skattelettelse, hvis det betyder, at det er muligt at fastholde eller øge ulandsbistanden. Dette betyder, at der er 57 pct. der svarer ”Nej” eller ”Ved ikke”. Det skal derfor mødes med en vis kritisk sans, når man læser konklusionen om, at det er ”lige over halvdelen, som prioriterer u-landsbistand over skattelettelser”.

For det andet kan man stille spørgsmålstegn ved, om de adspurgte siger hvad de mener. Det er alt andet lige nemmere at svare ”Ja” end ”Nej” til et spørgsmål der prøver at skabe et valg mellem at være egoist eller altruist. Det kan derfor meget nemt tænkes, at vælgernes ’rigtige’ præference er skattelettelser frem for ulandsbistand (hvilket også giver mere mening hvis man ser på den førte politik). I klassikeren How to Lie with Statistics bruges eksemplet med, at man ikke får pålidelige resultater ud af at spørge folk om hvor ofte de børster tænder, fordi at man ikke vil sidde og fortælle en anden person, at man ikke børster tænder dagligt. På samme måde kan nogle mennesker have det med at skulle fortælle, at de hellere vil være egoister end altruister.

For det tredje viser undersøgelsen, at det især er venstreorienterede kvinder i aldersgruppen 18-34 med en gymnasial uddannelse, der er villige til at undvære skattelettelser. Det kommer næppe som nogen overraskelse, da denne gruppe højst sandsynligt vil prioritere selv pengeafbrænding højere end skattelettelser.

For det fjerde fortæller undersøgelsen intet om, om danskerne ønsker at fastholde eller øge ulandsbistanden. Noget kunne tyde på, at hvis man ændrede valgmuligheden fra at være skattelettelser til flere penge til syge og ældre i Danmark, ville betalingsvilligheden til ulandsbistanden falde drastisk.

For det femte kan man stille spørgsmålstegn ved om det overhovedet giver mening at lave et kategorisk modsætningsforhold mellem skattelettelser og ulandsbistand. Denne modsætning anerkender Venstre da heller ikke: ”Skattelettelser er afgørende for at sikre dansk vækst og dermed dansk velstand, der er forudsætningen for overhovedet at kunne uddele en så generøs udviklingsbistand. Derfor har regeringen fuldt finansieret givet skattelettelser tre gange.”.

For det sjette er det værd at bemærke, at undersøgelsen er blevet offentliggjort af NGO-Forum. Der er ingen logik der taler for, at undersøgelsen ville være blevet offentliggjort, hvis tallene ikke på en eller anden måde kunne tolkes som om, at danskerne går op i ulandsbistanden. Det er blot endnu et eksempel på at en interesseorganisation forsøger at sætte dagsordenen i medierne og påvirke politikerne ved at sige ”danskerne mener”. Spørgsmålet er selvfølgelig formuleret så man har en idé om hvad folk vil svare, så man kan udsende en pressemeddelelse der passer ind i ens politiske dagsorden. Tidligere undersøgelser viser samme resultat, hvilket er helt logisk, med den måde undersøgelsen sættes sammen på.

Jeg vil derfor tillade mig at være yderst tilbageholden i forhold til at konkludere hvor højt at danskerne overhovedet prioriterer ulandsbistanden, og om vi overhovedet prioriterer den højere end skattelettelser – og om det overhovedet er et valg mellem skattelettelser og ulandsbistand. Vagn Berthelsen fra NGO-Forum håber dog på baggrund af undersøgelsen, at ”politikerne vil gribe chancen, så udviklingspolitikken bliver et tema i den kommende valgkamp”. Suk.

Filmanmeldelse: The Ninth Gate (1999)

The Ninth Gate er hvad man med rette kan kalde en undervurderet film. Ligeledes er det også en film der kan placeres på min liste over gode film. Og nu bliver den hermed også anmeldt med henblik på en nærmere beskrivelse af, hvad der gør denne film seværdig.

For der er på mange måder tale om en intet mindre end fantastisk film. Grunden til at filmen kom på min liste over undervurderede film er, at den på IMDb har en gennemsnitsvurdering på 6,6, hvilket er langt under film af samme kvalitet.

Johnny Depp spiller I The Ninth Gate en mand, Dean Corso, med særlig viden omkring sjældne bøger. Han bliver kontaktet af en bogsamler, Boris Balkan, der vil have ham til at bekræfte ægtheden af en bog han ligger inde med. Opgaven viser sig dog hurtigt at være mere nervepirrende og farlig end man i sin vildeste fantasi kunne forestille sig. Bogen viser sig hurtigt at være en ikke hvilken som helst bog, men en bog der kan bruges til at åbne den niende port, der lader en komme i kontakt med djævlen.

Det kan måske være dette plot der gør, at en stor del af IMDbs brugere ikke er vilde med filmen, men personligt finder jeg den spændende, mystisk og med et plot der gør, at de godt 2 timer at filmen varer, hurtigt er overstået. Jeg har set filmen et utal af gange, hvor at jeg første gang husker at jeg fandt den ganske uhyggelig. Ikke desto mindre er den ikke blevet mindre spændende ved flere gensyn, og har man aldrig set The Ninth Gate før, kan den kun anbefales.

Skuespillet holdes igennem hele filmen oppe af en velspillende Johnny Depp, der på alle måder formår at leve sig ind i rollen som den storrygende, forfulgte bognørd. Mange af de roller at Johnny Depp har haft i specielt nyere film, har været præget af så excentriske karakterer, at jeg let bliver irriteret og føler, at han overspiller disse. Dette er dog ingenlunde tilfældet med The Ninth Gate.

Vi har med The Ninth Gate desuden at gøre med en filmatisering. Jeg har læst bogen der ikke hedder The Ninth Gate, men Dumas-klubben. Det er en fin bog, men grunden til at den er nævneværdig i denne sammenhæng er, at man har formået at tage historien om de ni porte ud af Dumas-Klubben (der også har andre plotlines), og gøre det til en selvstændig film. Det hænder at filmatiseringer vil for meget på for kort tid, og derfor ender med en overfladisk fremføring af en X antal siders roman.

Filmen er instrueret af ingen ringere end Roman Polanski. Det er klart at filmen vil stå i skyggen af andre film som han har instrueret, dette være sig f.eks. Chinatown (1974) og The Pianist (2002), men er man generelt en stor tilhænger af Polanskis film, tror jeg næppe man går galt i byen med The Ninth Gate.

Kan man holde ud at se overnaturlige film, og har man lyst til at se en god thriller med mystik og spænding og action, er The Ninth Gate et godt valg. Lad dig i hvert fald ikke narre af den lave gennemsnitsvurdering på IMDb.

Tre grunde til Det Konservative Folkepartis krise

Det Konservative Folkeparti står historisk svagt i meningsmålingerne. Der er op til flere grunde til dette, og disse bliver i rigt omfang diskuteret i medierne. Medierne har specielt haft et så stort fokus på personerne hos de Konservative, at det måske ligefrem kan diskuteres, om det har taget overhånd. Som jeg ser krisen i Det Konservative Folkeparti, er personsagerne selvfølgelig ikke uvæsentlige, da de er på den offentlige dagsorden, men krisen er ikke begrænset til disse, men skal identificeres på flere niveauer.

Jeg vil derfor i dette indlæg fokusere på tre grunde til krisen i Det Konservative Folkeparti, der på mange måder er sammenhængende, men ikke desto mindre hver især kan fremhæve bestemte aspekter af, hvorfor det går så dårligt for de Konservative.

3. Personsagerne

Enhver der har fulgt bare minimalt med i dansk politik i den seneste tid, vil være bekendte med Lene Espersens Mallorca-ferie og Henriette Kjærs samlevers bedragerisager. Sager der er skrevet tonsvis af artikler om, og som er endt med de nævnte kvinders afgang fra deres respektive poster i partiet.

Det Konservative Folkeparti er på personfronten i meningsmålingerne gået fra at have en mr. 10 procent til en mr. 5 procent. Den fine fynbo Bendt Bendtsen er for længst væk. Lene Espersen er trådt af som partileder, og Lars Barfoed har overtaget roret på den synkende skude. Personsagerne har taget et altovervejende fokus fra det politiske indhold.

Der er ingen tvivl om, at de Konservative set i bakspejlet kunne gøre en masse ting anderledes. Det bedste eksempel er Lenes håndtering af feriesagerne. Den Konservative krise giver dog ingen mening som et isoleret fænomen i forhold til personsagerne.

2. Liberal Alliance

Reformpartiet Liberal Alliance har haft medvind i meningsmålingerne, og der har været et markant skred blandt borgerlige vælgere. Det kan godt være, at der har været nogle personsager i Det Konservative Folkeparti, men det manifesterer sig først som en krise, når vælgerne beslutter sig for at stemme på et andet parti. M.a.o. skal de stemmer der er fløjet fra de Konservative, lande et sted.

I denne sammenhæng har det været yderst fristende for konservative vælgere at blive en del af den liberale alliance. Liberal Alliance har haft en klar politisk profil og meldt klart ud på væsentlige områder, hvor at personsagerne som sagt har fjernet fokus fra samme hos de Konservative. Det relevante spørgsmål er derfor, om personsagerne ville have den samme negative effekt, hvis ikke Liberal Alliance havde været der til at tage vælgerne. Hvor skulle de have været gået hen, hvis ikke LA havde været der?

Det var kun et spørgsmål om tid, før at de Konservative ville begynde at bløde i meningsmålingerne, personsagerne eller ej. Liberal Alliance er alt andet lige bare et bedre politisk alternativ for den borgerlige, liberale vælger, end K. LA har udfyldt et tomrum i dansk politik. Et tomrum hvor at der har været en masse liberale vælgere der har stemt på Det Konservative Folkeparti, ganske enkelt i mangel på bedre.

For at forstå essensen af de Konservatives krise, er det dog ikke nok at se på to partiers handlinger. Krisen er ikke blot partipolitisk, men også ideologisk.

1. Den konservative projekt

For at forstå Det Konservative Folkepartis krise vil jeg anbefale, at man tager et tur i det digitale arkiv og lytter til en i dag 5 år gammel debat mellem Christopher Arzrouni og Kasper Støvring som podcast på Djævelens Advokat. Den handler om forholdet mellem liberalisme og konservatisme, og Christopher Arzrounis frustration over konservatismen, tror jeg er meget identisk med LAs vælgeres frustration over det konservative projekt eller fraværet af samme. Eller som Christopher Arzrouni kontant melder ud: “Jeg har ikke noget udestående med konservatismen. For konservatismen findes ikke.“.

Selvom jeg ovenover skriver, at personsagerne har taget fokus fra den konservative politik, kan man derfor med rette også kritisk spørge: Hvilken politik? Det Konservative Folkeparti kan ikke – uanset hvor meget det prøver på det – vinde på en dagsorden der lyder mere frihed og mindre skat/stat. Det issue har Liberal Alliance for længst sat sig på. Vejen ud af den konservative krise ligger i at besvare spørgsmålet: Hvad er konservatisme?

Det Konservative Folkepartis krise er dermed ikke kun i meningsmålingerne – den er også i det politiske projekt. Det vil næppe vende skuden at sætte en ny mand på formandsposten og undgå personsagerne og kæmpe bragt mod LA om de borgerlige vælgere. Liberalismens kritik af staten, som LA vinder frem med i meningsmålingerne, er alt andet lige mere kohærent og forståelig for vælgerne i det moderne velfærdssamfund.

Eleanor Roosevelt, præsident Franklin D. Roosevelts hustru, har sagt: “Great minds discuss ideas. Average minds discuss events. Small minds discuss people.”. Hvis De Konservative skal have en jordisk chance for at overbevise vælgerne om at stemme konservativt, må de ikke satse for meget på de politiske profiler (som f.eks. Lars Barfoed), men derimod eksplicitere de idéer der skal danne det politiske grundlag for et konservativt projekt. Spørgsmålet er om de idéer – der kan distancere sig fra Liberal Alliances – findes.

Man kan sagtens se på Liberal Alliance og de negative personsager, men om de overhovedet ville være forklarende i forhold til en krise, og om der ville være en krise, hvis det konservative projekt var klart, kan diskuteres.

Filmanmeldelse: Dial M for Murder (1954)

Tony Wendice, en af hovedpersonerne i krimi-trekantsdramaet Dial M for Murder, opdager, at hans kone har haft en affære med en anden mand, krimiforfatteren Mark. Tony beslutter sig på baggrund af dette for at dræbe sin bedre halvdel. Dog ikke med udgangspunkt i en helt banal plan, men ved det man med rette kan betegne som værende det perfekte mord.

Ideen er, at Tony Ved hjælp af afpresning får en anden mand til at begå mordet imens han er blandt andre, så hans alibi er stensikkert og urokkeligt. Manden der er blevet afpresset til at begå mordet skal låse sig selv ind hos konen, gemme sig, og når Tony så ringer hjem kl. 23 (derfor at filmen på dansk hedder ”Telefonen ringer kl. 23”), skal konen stå op og blive dræbt.

Det perfekte mord viser sig dog hurtigt ikke at gå helt efter planen. Faktisk mislykkedes den katastrofalt. Tonys ur er gået i stå, så telefonen ringer ikke præcis kl. 23, og værst af alt – konen overlever, og den potentielle drabsmand bliver dræbt. Situationen er kritisk, men heldigvis formår Tony efter bedste evne at iværksætte en plan B.

Plottet er interessant og uforudsigeligt, dialogerne er gennemførte og humoristiske og bidrager til, at filmen får sin helt egen charme. Dette er selvfølgelig også en forudsætning for, at en film der mere eller mindre udelukkende foregår i ét lokale, kan være god – præcis som med 12 Angry Men (1957).

Når man ser filmen kan man godt begynde at overveje evt. paralleller til plottet i Strangers on a Train (1951) af samme instruktør, Alfred Hitchcock. Det handler ikke om hvem der har gjort det, men om morderens intentioner om at begå det perfekte mord, med hvad dertil hører i forhold til at sikre sig et alibi, undgå klare motiver m.v.

Hvad angår krimigenren har jeg aldrig været begejstret for serier som Kriminalkommissær Barnaby eller filmatiseringer af svenske krimier. Jeg sidder af samme grund ikke og ser førstnævnte hver lørdag aften på DR1 (eller sidstnævnte alle ugens andre dage). Omvendt sad jeg for år tilbage klistret til skærmen hver lørdag aften og så hvordan den excentriske Columbo pillede et overklasseløg ned fra sin piedestal.

Det er da også yderst fristende at drage paralleller mellem Dial M for Murder og Columbo. En intelligent mand i politiet der tænker i alternative baner og bruger specielle metoder til at opklare drabssagerne, begået af en arrogant person der er af den opfattelse, at vedkommende mere eller mindre har begået det perfekte mord. Kan man lide Columbo vil jeg gætte på, at man også kan lide Dial M for Murder og vice versa.

Alfred Hitchcock har lavet et hav af gode film, og denne film er uden tvivl en af dem. Der er et par ting i filmen der på nuværende tidspunkt ikke giver helt mening for mig, men det ændrer ikke på det faktum, at det er en fantastisk film der bør ses af alle der kan lide denne del af genren og/eller instruktøren.

Vurdering:

Jyllands-Posten skriver 35 gange oftere om besparelser end om budgetskred

I dag kan man i Politiken læse en klumme skrevet af Martin Ågerup under overskriften ”Medierne kommer 35 mia. kr. for sent”. Den kan ligeledes læses på 180grader.dk under overskriften ”Politiken skriver 30 gange oftere om besparelser end om budgetskred”. Anledningen er en artikel i førstnævnte medie der omhandler overforbrug i det offentlige, som får Ågerup til at pointere, at det langt om længe er gået op for Politiken, at det hele bare ikke handler om besparelser i det offentlige.

Faktisk mener Martin Ågerup, at der over en længere periode i Politiken har været et alt for stort fokus på besparelser i det offentlige, som helt har overskygget et endnu vigtigere fænomen, nemlig budgetoverskridelser i det offentlige. Til formålet har Martin Ågerup gennemført et par søgninger i Infomedia, der underbygger hans argumentation.

Han har lavet to kategorier der hver især består af søgeord, disse kategorier er:

a: nedskæring nedskæringer besparelse besparelser
b: budgetoverskridelse budgetskred budgetoverskridelser

På Infomedia er der så søgt efter artikler i Politiken der indeholder bare ét af ordene fra kategorien. På Politiken giver en søgning på kategori a 7022 resultater og en søgning på kategori b giver 239 resultater (og dermed cirka 30 gange flere hits på a end b).

Først og fremmest er det vigtigt at pointere, at søgningerne ikke tager højde for de kvalitative aspekter i artiklerne. Er der overhovedet tale om besparelser i det offentlige? Er der tale om en dansk kontekst? Omtales nedskæringer kun som noget negativt?

For det andet bruges der ordet ”budgetoverskridelse” og ikke bare ”overskridelse”, hvilket kan betyde, at hvis der f.eks. skrives overskridelser i det offentlige forbrug, bliver det ikke talt med. Tilføjer man ”budget” som prefix til ordene i kategori a, giver de næsten ingen hits, som jeg kommer ind på senere i dette indlæg. Det kan godt være at det er mere normalt at bruge vendinger som budgetoverskridelser end budgetnedskæringer, men ikke desto mindre kan sådanne problematikker gøre det svært at finde frem til, hvad der er bedst at søge efter, for at sikre at man måler det man ønsker at måle.

For det tredje begynder Martin Ågerup med at henvise til en artikel der omtaler budgetoverskridelser i det offentlige forbrug med betegnelsen ”overforbrug”. Hvorfor at dette ord ikke er medtaget, når det netop bruges ifm. den relevante problematik, ved jeg ikke.

For det fjerde er det plausibelt, at læserne går mere op i om der er nogen der mister noget, end at der er nogen der bruger mere. Det er alt andet lige en bedre historie, at en kræftafdeling må lukke pga. besparelser, end at de har haft flere igennem systemet og derfor har haft budgetoverskridelser.

For det femte kan det diskuteres, om der er nogen bestemt skævvridning i Politikens dækning af det offentlige forbrug og besparelser og overskridelser i samme, eller om der blot er tale om en generel tendens i hvad der har været på dagsordenen i medierne de senere år. Dette kommer Martin Ågerup dog også selv ind på, at der kan være tale om et fænomen der ikke nødvendigvis kun kan identificeres i Politiken:

”For at være fair over for Politiken skal det nævnes, at de øvrige dagblade samt de elektroniske medier næppe har prioriteret væsentlig anderledes. Det kan derfor ikke undre, at 64 pct. af befolkningen ifølge en meningsmåling fra marts 2008 troede, at der samlet var blevet skåret i antallet af ansatte i den offentlige sektor siden 2001.”

Jeg finder ovennævnte interessant, og har derfor suppleret Martin Ågerups mindre systematiske undersøgelse med et par yderlige søgninger på Infomedia. Foruden Politiken har jeg foretaget de samme søgninger i samme tidsperiode (fra 1. januar 2002 til og med 1. marts 2011) for Berlingske, Jyllands-Posten, Information, Børsen og Ekstra Bladet. Foruden de to kategorier (kategori a og b) som Martin Ågerup har søgt efter, har jeg valgt at søge efter et par andre ord. Kategori c hvor jeg har taget udgangspunkt i kategori b og fjernet ”budget” og tilføjet overforbrug (i forhold til den anden og tredje bemærkning). I kategori d har jeg blot tilføjet ”budget” til ordene i kategori a. Kategorierne er derfor som følger:

a: nedskæring nedskæringer besparelse besparelser
b: budgetoverskridelse budgetskred budgetoverskridelser
c: overskridelse skred overskridelser overforbrug
d: budgetnedskæring budgetnedskæringer budgetbesparelse budgetbesparelser

Specielt kategori c skal tages med et gran salt, da ordet ”skred” kan bruges i uendeligt mange sammenhænge. Pointen er blot at de begreber man bruger som indikatorer for fænomener, kan være udtryk for helt andre fænomener.

Avis a b c d a/b (a+d)/(b+c)
Politiken 7022 239 3580 24 29,4 1,8
Berlingske 8534 422 3070 35 20,2 2,5
Jyllands-Posten 15.178 425 4361 77 35,7 3,2
Information 3504 124 1621 30 28,3 2
Børsen 3032 116 440 62 26,1 5,6
Ekstra Bladet 2245 93 1985 7 24,1 1,1

Ovenstående tabel viser resultaterne for de enkelte søgninger. De to sidste kolonner viser hhv. forholdet mellem kategori a og b (som Martin Ågerup bruger til at tale om forholdet mellem to typer af artikler hos Politiken) og forholdet mellem de to typer af artikler hvis man tager alle kategorier med.

Bemærkelsesværdigt er det, at Politiken ligger nogenlunde normalt i forholdet mellem artikler om besparelser og budgetskred. Gennemsnittet er 27,3 med en standardafvigelse på 5,25, hvorfor at der intet er der taler for en skævvridning i Politikens dagsorden i forhold til de andre landsdækkende aviser. Lige så bemærkelsesværdigt er det, at det er Jyllands-Posten der topper, ved at skrive 35,7 gange mere om besparelser end budgetskred (hvis man vel at mærke accepterer Ågerups metodiske logik).

Tillader man at tale om overskridelser og overforbrug mere generelt ligesom med besparelser, kan man få nogle helt andre tal, som sidste kolonne indikerer. Faktisk kan man komme helt ned på et forhold 1,1, som tilfældet er ved Ekstra Bladet. Som nævnt er det yderst problematisk, men det viser blot, at det er yderst let at konstruere sine egne tal, alt afhængigt efter hvilke konklusioner man gerne vil nå frem til.

Overordnet synes der dog at være en mere generel tendens i medierne der ikke er begrænset til Politiken, hvor at der skrives langt mere om besparelser end budgetoverskridelser. En forklaring kan være, at medierne, til trods for at de er selvstændige aktør, ikke kan fravige sig den overordnede dagsorden der hersker i andre medier, og ligeledes i mange tilfælde bringer de samme artikler som andre medier, gennem f.eks. bureauer som Ritzau. Ligeledes kan det som nævnt diskuteres, om det overhovedet er problematisk, da der vel næppe er noget nyt i, at historier om besparelser bare er mere interessante end budgetoverskridelser.

Konklusionen må være, at jeg vil være meget ydmyg i forhold til at konkludere noget på ovenstående tal. Der kan sagtens være nogle væsentlige pointer der kan trækkes frem, specielt at det kunne være interessant at medierne prioriterede mere på det offentlige forbrugs budgetoverskridelser, men at det kan være meget svært at undersøge omfanget af problematikken systematisk vha. Infomedia.