Erik Gahner Larsen

Illusionen om det sunde slik

Et eller andet sted er det en selvfølge – og så alligevel ikke. Der synes nemlig at være en del forbrugere der tror på, at de kan købe sundt slik. Folk der legitimerer deres usunde indkøb ved at have en naiv tro på, at det produkt de køber, er sundt. Og hvilken lykke! Man kan åbenbart købe slik der smager godt og som ikke er usundt!

Avisen 24timer kan så fortælle – og hold nu fast – at det ikke passer, at slik er sundt! M.a.o: “Sundt slik findes ikke“. Surprise, surprise! Vi er kort sagt for dumme til at fatte, at det slik vi køber, ikke er sundt. Jeg forstår ikke, at der er nogen der kan tro, at de kan købe slikposer fra Katjes der er sunde. Slik er faktisk per definition usundt.

Det burde næsten være en lov, at for at noget overhovedet må kunne kaldes slik, skal det være usundt. Lad være med at kalde gulerødder og andet for slik. Det er ikke slik. Lad være med at tro på, at du kan købe en pose slik der har 30% mindre sukker, og så anse det som et godt tiltag i dit desperate forsøg på at tabe dig.

Måltidssociologen Jon Fuglsang beskriver i artiklen i 24timer, at vi som forbrugere får en illusion om, at man har valgt et sundt produkt og derfor slipper for den dårlige samvittighed, når man spiser det. Jeg vil næsten gå så vidt som til at sige, at hvis man er så dum, at man falder for det trick, så er det fortjent og selvforskyldt.

Jeg tror på et eller andet plan at jeg har samme tilgang som W.C. Fields til mange af de ting jeg godt kan lide: Alt hvad jeg kan lide er enten ulovligt, umoralsk eller fedende. Det er i hvert fald på mange måder en god tilgang når man spiser slik. Smager det godt, kan det næppe være helt sundt. Nuvel, der kan selvfølgelig godt laves nogle sunde snacks og sådan, og et æble kan da også smage fint, men jeg tror du ved hvad jeg mener! Og i så fald at det er sundt, bør det ikke kaldes slik.

Vi må nok bare sande, at det vi oftest godt kan lide og gerne vil have, f.eks. slik, bare ikke er sundt. Idiotisk er det så, at der er folk der tror, at der findes sundt slik. Det gode onde – det sunde slik, den nemme fitness osv. Det er en illusion, og vil altid være det! Man kan ikke blive slank ved at sætte et bælte på maven og lade det arbejde for en mens man lader sig tunge korpus slappe af i sofaen til en amerikansk serie.

Jeg er hverken ernæringsekspert eller kostvejleder, men jeg er klog nok til at vide, at det slik der sælger sig selv på at være sukkerfattigt og fyldt med naturlige farver, sgu næppe er noget der gør mig til et sundt menneske. Livet er fyldt med alverdens forbrugsgoder der på ingen måde gør mig sundere eller til et bedre menneske. Men for dælen hvor er jeg glad for det! I bund og grund tror jeg bare at man må acceptere, at det handler om at finde en gylden middelvej.

Det værste er, at man politisk bestræber sig på at adfærdsregulere befolkningen, så de køber flere gulerødder og æbler – og færre slikposer, så at når jeg i ny og næ bevidst søger noget der er lækkert (altså usundt slik), skal jeg betale mere for det! Jeg hader momsdifferentiering. Jeg er træt af mennesker der ikke rummer en almindelig sund fornuft og er voksne nok til at kunne fatte, at slik er usundt – og at det ikke nødvendigvis er nemt at leve sundt. Hvis det var så nemt, ville der nok være flere der praktiserede en sund livsstil.

Der skal være plads til at man kan spise usundt, drikke, ryge og hvad man nu ellers begærer, men dette bør ikke være vanskeligere, blot fordi at nogen ikke er ansvarsbevidste nok til at kunne finde en sundhedsbalance.

Så lad være med at sige at det er dårlig etik (som Jon Fulgsang gør i artiklen), at slikposer prøver at signalere noget naturligt, når det er almen viden, at slik ikke er sundt. Det sunde slik forbliver en illusion, og lader man sig overbevise om andet, er det fint nok med mig, så længe man selv tager konsekvensen.

Filmanmeldelse: (500) Days of Summer (2009)

This is not a love story. This is a story about love.

(500) Days of Summer. Det er hvad denne film handler om. Femhundrede dage med pigen Summer Finn. Hovedpersonen er Tom Hansen (spillet af Joseph Gordon-Levitt) og han er forelsket i Summer. Det er bogstaveligt talt kærlighed ved første blik. En følelse der dog ikke er helt gengældt, da Summer ikke tror på den eneste ene og andet pseudoromantisk sludder.

Tom arbejder i en kreativ virksomhed der laver lykønskningskort. En dag ud af den blå luft dukker Summer op, og her begynder historien – altså kronologisk talt. Filmen forløber dog ikke i kronologisk orden, men med udpluk fra tilfældige dage i de 500 dage med Summer.

Det hele er altså sket og vi ser tilbage på de relevante tidspunkter. Der er tale om 500 dage – hverken flere eller færre. Vi følger de to på arbejdet, i IKEA, i biografen, i sengen, i brusebadet, i byen osv. – på forskellige stadier i deres forhold.

I filmen kan der derfor for eksempel efter en positiv scene fra deres forhold med grin og glæde, komme en negativ scene fra efter deres break up og vice versa. Dette er udført fantastisk og får fortællingen til at gå op i en højere enhed. Det hele sker med en kreativ og humoristisk tilgang, der gør, at filmen får sit eget udtryk. Det tætteste jeg kan komme på noget jeg fik associationer til da jeg så denne film, er Woody Allens Annie Hall (1977).

Romantiske film er ikke en genre der er skabt til mig – og næppe en genre der nogensinde vil sige mig ret meget. Grunden til at (500) Days of Summer fungerer, er da også, at den har en kritisk distance til nævnte genre. Noget der i høj grad klæder filmen og karaktererne.

Jeg har set denne film et par gange. Første gang mere eller mindre ved et tilfælde uden nogen forhåndsviden om filmen overhovedet. Her var jeg ganske imponeret. Anden gang var det med en naturlig risiko for, at den ikke ville fungere lige så godt ved et second view. Dette var dog heldigvis ikke tilfældet.

(500) Days of Summer er, for at opsummere, en fantastisk film der ikke er som kærlighedsfilm er flest. Den er sjov, spændende, fængende og ikke mindst et frisk pust til en kedelig og illusorisk genre. Har du ikke allerede set denne film kan den nok erhverves for et par kroner i en DVD-kiosk eller ses i TV inden for en overskuelig tidshorisont.

Filmanmeldelse: Buried (2010)

Buried starter som en af mine yndlingsfilm slutter. Vi har at gøre med en mand der langsomt finder ud af – vha. en lighter – at han er blevet levende begravet. Den kvikke læser der kender lidt til min filmsmag og europæiske film fra 80erne, vil vide hvilken film jeg taler om.

Og hvor ville jeg dog ønske, at Buried var lige så dyb og meningsfuld. Buried er omkring halvanden times kedsomhed med én mand i én kiste med én lighter og én mobiltelefon og ét knæklys og én lommelygte og lidt ekstra. Og det er der ikke kommet en ret god film ud af.

Vi finder hurtigt ud af gennem et par telefonsamtaler, at den begravede og knap så begavede unge mand hedder Paul Conroy, er lastbilchauffør og har familie i USA – men er så begravet i Irak efter at hans konvoj blev angrebet af børn og terrorister.

Tiden er knap. Der er ikke uanede mængder af ilt i sådan en kiste, så Paul bliver selvfølgelig frustreret, hvilket påvirker hans telefonsamtaler, der ikke giver det store udbytte. Det store udbytte giver det heller ikke for tilskueren, da de virker lettere irriterende. I mellem de samtaler at han selv laver til sit firma, familie og officielle myndigheder, kommer der selvfølgelig også opkald fra de terrorister der har begravet ham.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes om plottet. Det virker bare lettere plat og kedsommeligt. Filmen er ikke klaustrofobisk og da slet ikke spændende. Da der langsomt i filmen begynder at løbe sand ind i kisten følte jeg et lettelsens suk over, at filmen var på vej mod sin slutning.

Det er ikke fordi, at jeg vil have at en film skal have flere dialoger og mere bevægelse. Tværtimod. 127 Hours (2010) er et godt eksempel på en nyere film, hvor at der er endnu mindre dialog og bevægelse, og som alligevel formår at røre en på en helt anden måde, som Buried ikke kommer i nærheden af.

Skal jeg dog alligevel fremhæve én god ting ved filmen, er det slutningen. En god slutning kan i nogle tilfælde rede en ellers overordnet dårlig film, men i dette tilfælde er den gode slutning ikke nok til at hive en nogenlunde god respons hjem.

Filmanmeldelse: The Apartment (1960)

That’s the way it crumbles… cookie-wise.

I julen genså jeg dette mesterværk af en komedie og kom frem til, at jeg bliver nødt til at anbefale denne film vha. en anmeldelse. The Apartment (Nøglen under måtten, da.), er en af de film der let lader sig se igen og igen, da alt i netop denne film går op i en højere enhed – humoren, skuespillet, karaktererne, miljøet, plottet, dialogerne etc. Vi har derfor at gøre med en film der er umulig at hade.

C.C. Baxter er en flink og vellidt mand. Han arbejder for et stort forsikringsselskab i New York hvor han specielt blandt lederne i firmaet er yderst populær. Dette er godt for C.C. Baxter, da han selv har ambitioner om at rykke op i graderne.

Grunden til at vores hovedperson er så populær, er dog desværre ikke på grund af hans faglige færdigheder på arbejdet, men én enkelt nøgle (som den danske titel på filmen refererer til). Nøglen er til hans lejlighed, som højtstående mænd i forsikringsselskabet på skift bruger, når de skal være konen utro.

Det hele fungerer da også meget godt, men det viser sig at være ret problematisk på sigt – bl.a. i forhold til nattesøvnen der er fraværende, og naboerne der undrer sig noget over C.C. Baxters kvindelige bekendtskab og sexliv. Selv er C.C. Baxter dog meget tilbageholdende og forelsket i én pige – elevatorføreren i forsikringsselskabet. Hun bliver også involveret i lejlighedseskapaderne, men ikke på den bedste måde.

Hvordan det hele forløber vil jeg ikke afsløre, men jeg kan sige så meget som, at slutningen ender med drama. Selvfølgelig med en humoristisk drejning. Den samme underfundige humor der præger størstedelen af filmen og gør, at hvis man kan lide komedier af lidt ældre dato, er denne film et must.

Som skrevet i indledningen til denne anmeldelse kan jeg ikke forestille mig, at man kan hade denne film. I modsætning til for eksempel Some Like It Hot, en anden komedie af Billy Wilder. Kan man lide Billy Wilders film kan jeg desuden anbefale, hvis du ikke allerede har set den, Double Indemnity (1944) , der er min yndlings film noir.

Så lad dig ikke skræmme af at filmen er i sort/hvid. Tværtimod. Giv den en chance og slap af i selskab med en hjertevarmende romantisk komedie, der har charme som kun film fra en for længst svunden tid kunne have det. God fornøjelse.

Superfruen Özlem Sara Cekic

Politik handler om magt og interesser. Der er sjældent enighed om hvordan, at samfundet skal bygges op eller hvilke værdier der skal fremmes, i forhold til de prioriteringer der skal gøres kollektivt. Heldigvis kan man, hvis man bare vil sikre sig, at det gode bliver gjort, stemme på SF’eren Özlem Sara Cekic.

Det er snart valg, og hun har lanceret en video, der skal sørge for, at SF bliver en del af regeringen efter næste valg. Valgvideoen er så venstreorienteret, at den kunne være lavet af Danmarks Radio – og hvilket andet koncept passer bedre til at lancere venstreorienterede animationsfilm, end fænomenet Cirkeline.

Filmen, der på YouTube bærer titlen Ôzlem Cekic – Danmarks redning, starter med at Frederik og Ingolf ytrer deres frustration over, at der ikke er penge til et ikke nærmere angivet børnehjem. Vi finder dog hurtigt ud af, at der er penge til børnehjemmet, men at det bare er skurken, Lars Løkke Rasmussen, der er stukket af med pengene. SF (Super Fruen) Özlem Sara Cekic klarer så ærterne, tæver Lars Løkke og leverer pengene tilbage til børnehjemmet, hvor de hører hjemme. Alle er glade!

Jeg blev ret nysgerrig efter at finde ud af, om der er en aktuel sag eller lignende, hvor at Özlem har skrevet om et børnehjem, men hendes hjemmeside giver mig intet svar på dette spørgsmål.

Der er ikke megen symbolik i filmen, så selv helt åndsfraværende venstreorienterede tosser og andre barnlige sjæle kan fatte budskabet. Børnehjemmet symboliserer det godes sag, Lars Løkke er ond fordi at han stjæler penge fra alverdens gode formål – og SF bekæmper det onde og fremmer det gode. Der bliver ikke angivet nærmere i filmen hvad Lars Løkke vil bruge pengene på, så mon ikke det er til ham selv (et egoistisk handlingsmotiv).

Det er selvfølgelig bare en valgvideo og selvfølgelig sættes ting på spidsen uden at gå for meget i detaljer, men det ændrer ikke på, at hvis man bare har lidt tæft for den politiske praksis, kan man kun grine af videoens åbenlyse tåbelighed. Vi kan dog stadigvæk godt bruge filmen til at fremhæve et par pointer.

Først og fremmest forstår jeg ikke hvad der menes med, at Lars Løkke stjæler pengene. De eneste han kan have stjålet pengene fra, hvis terminologien skal bruges retmæssigt, er de skatteydere der har betalt en stor del af deres løn til staten.

Dernæst står jeg helt uforstående over for, at man som politiker kan fremstå med så stor uvidenhed om hvad politik i bund og grund handler om – at træffe politiske valg. Jeg gider oprigtigt talt ikke høre mere på politikere, der gør sig til forkæmpere for det godes sag, med mindre de er i stand til at tale om hvilke prioriteringer de vil gøre. I det sekund at en politiker anerkender sin egen magts muligheder og det prioriteringsspil at vedkommende er en del af, kan vi tale om politik – og ikke ét sekund før.

Som jeg sidder og gør dette indlæg færdigt, mindes jeg en leder på 180grader.dk fra forleden, der meget godt viser samme pointe, bare fra Villy Søvndal. Her handler det også om at kæmpe det godes sag, og ikke fortælle om hvem der er hhv. vindere og tabere af de politiske intentioner de har i sinde at realisere.

Overordnet er det en idiotisk valgvideo at Özlem Sara Cekic har fået lavet, der kun bidrager til at forpurre den politiske debat. Vi lever i et demokratisk samfund – og ikke et underholdningscirkus. De politiske institutioner har sine vindere og tabere, og at fremme en idé om, at politik bare handler om at fremme det godes sag så alle er glade, er en forsimplet fremstilling jeg desværre har en formodning om, lever i bedste velgående blandt mange af mine jævnaldrende venstreorienterede bekendte.

Filmanmeldelse: Klovn: The Movie (2010)

Som skrevet ved en tidligere lejlighed, glædede jeg mig til at se Klovn: The Movie. Dette har jeg nu til min store skuffelse gjort, og jeg vil i denne anmeldelse redegøre for, hvorfor at jeg finder denne film alt for overvurderet.

Det er nok meget få danskere, om overhovedet nogen, der endnu ikke er bekendte med Klovn-universet i en eller anden forstand. De seks sæsoner der er lavet af serien er blevet sendt og genudsendt, og en stabil fanskare har købt alle sæsonerne på DVD. En yderligere introduktion til miljøet, konceptet, karaktererne m.v. synes derfor at være overflødig.

Klovn har vist sig at være en god pengemaskine, og som enhver der godt vil tjene lidt ekstra til dagen og vejen, skal man jo smede mens jernet er vamt, så vupti – Klovn: The Movie. Seriens succes krydret med en intensiv markedsføring, har da også gjort, at filmen er blevet den største danske filmsucces i 10 år.

Jeg har også, forinden at jeg så filmen, læst i blogindlæg, statusopdateringer på facebook, tweets på twitter, anmeldelser etc., at filmen er fantastisk og en must see-oplevelse. Dette synes jeg på ingen måde at filmen gør sig fortjent til at blive betegnet som.

Filmens grundidé er, at Casper gerne vil have fisse. Og Frank vil gerne bevise over for hans kæreste Mia, at han har de kvalifikationer det kræver, at være far. Casper arrangerer en kanotur der kan sikre ham, at hans lyster bliver tilfredsstillet. Dette harmonerer dog ikke så godt med Franks idé om, at tage hans nevø med. Nevøen kommer dog med, og fundamentet er lagt til en tur, der skal vise sig at være fuld af pinligheder.

Er Klovn: The Movie så en sjov og god film? Nææ. Der er tale om en tragikomedie for jubelidioter. Folk der sidder og krummer tæer til denne film og griner med, har ikke fattet noget som helst af, hvad der er god humor. Klovn: The Movie er for langt væk fra noget man på nogen måde kan relatere til. Så nej, jeg blev ikke forarget da jeg så filmen, fordi det var så åbenlyst latterligt, at man får associationer til nyere amerikanske ungdomskomedier, der heller ikke er sjove.

I Klovn er Frank Hvam og Casper Christensen kendisser. De er en del af den kreative klasse og mænger sig med andre kendte. Dette gør de da også i Klovn: The Movie, hvor at man bl.a. møder Jørgen Leth og Bent Fabricius-Bjerre. Lige så kendte at de er, lige så ukendte er Casper og Frank dog tilsyneladende i Klovn: The Movie. Og det fungerer sgu bare ikke. Måske er det road movie-konceptets skyld?

Da Frank og Casper blev interviewet omkring den sidste sæson af Klovn, udtalte de, at de havde taget alle deres ideer og proppet dem ind i den sidste sæson. Dette kan jeg godt bekræfte har været tilfældet, efter at have set Klovn: The Movie. Og de snakker sågar om at lave en 2’er!

Hvis du er ubegavet og har en forkærlighed for danske komedier i øjenhøjde, så skal du tage ind og se Klovn: The Movie. Hvis ikke, vil jeg hellere anbefale at du køber et par sæsoner af Larry Davids Curb Your Enthusiasm.

Kristian Jensen, valgfrihed og meningsmålinger

Dagen i dag har budt på tre forskellige meningsmålinger med forskellige resultater. To der giver et rødt flertal (Gallup og Green) og en der giver et blåt (Megafon). Billedteksten til den henviste artikel fra Ekstra Bladet er: Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt kan selv vælge, hvilke meningsmålinger, de tror på. Og grine eller græde.

Lidt den samme logik luftede gruppeformanden for Venstre, Kristian Jensen for TV2 Nyhederne, som også er at finde i et tweet på hans Twitter-profil:

som liberal går jeg ind for valgfrihed – også valgfrihed til at tro på den meningsmåling, som passer mig bedst :-)

Jeg er efterhånden træt af Venstre-folk der kalder sig liberale, men lad det ligge for nu. Det relevante i denne sammenhæng er hans syn på valgfrihed som liberal. Liberalismen bygger på en lang idehistorisk tradition for, at mennesket skal træffe valg på baggrund af et oplyst grundlag. Den liberale valgfrihed bygger på at man som menneske er i en position hvor man selv må træffe sine valg og tage konsekvenserne deraf.

Her kan det være godt at skelne mellem normative og deskriptive udsagn. Jeg vil mene, at valgfriheden kun er knyttet til normative udsagn, altså holdningsspørgsmål. Om jeg har lyst til at blive sundere eller ej, må blive mit valg – ingen skal bestemme om jeg skal leve sundere eller ej. Det er sgu et normativt spørgsmål. Og jeg har min egen holdning. Dette betyder dog ikke, at jeg har valgfriheden til at vælge og definere hvad der er sundt. Jeg kan ikke bare sige, at det at konsumere tre æbler om dagen er usundt. Hvis jeg skulle kunne det, ville det kræve et belæg, for at kunne blive et deskriptivt udsagn.

Og det er her at Kristian Jensen går galt i byen. Pointen kan bedst beskrives med følgende ordsprog: Everyone is entitled to his own opinions, but not his own facts.

Nogle meningsmålinger er bedre end andre! Bedre som i mere præcise i forhold til hvad vælgerne rent faktisk vil stemme på – altså hvilke meninger at vælgerne har, som vi måler på – en meningsmåling. Da en meningsmåling ikke spørger alle vælgere, men kun et (repræsentativt) udsnit af populationen (i dette tilfælde har de to meningsmålinger der taler for et rødt flertal 30-40% flere respondenter), vil der til disse være knyttet en eller anden form for usikkerhed.

Det at tre meningsmålinger ikke siger det samme, er dermed ikke ensbetydende med, at de alle tre er lige gode (eller lige dårlige om man vil). Søren Risbjerg Thomsen, der er professor ved Aarhus Universitet og Altinget.dks valgekspert, har suppleret de tre målinger med en gennemsnitsberegning, som viser, at det er rød blok der ville vinde, hvis der var valg i dag.

Fordi at tre meningsmålinger ikke er ens, betyder det ikke, at man er i en position hvor man selv kan vælge mellem hvilken man vil tro på. En passende formulering af et tweet til lejligheden ville nok være, at det er godt at se bare én meningsmåling der viser et blåt flertal. Der er langt mellem snapsene.