På forsiden af det nyeste nummer af studiebladet for Statskundskab på Syddansk Universitet, kaldet Staten, ser man et billede af den velkendte Uncle Sam. Forsidebilledet er akkompagneret af teksten “STATEN sætter DIG i centrum”, hvor at der er et altoverskyggende kvantitativt fokus på ordet DIG. Jeg vil i nærværende blogindlæg ytre et par linjer om mit ambivalente forhold til studiebladet og tolke den kontekst hvori at billedet af Uncle Sam indgår på forsiden af nævnte blad.
Studiebladet er som sådan set fint nok, men det er ikke noget der begejstrer mig synderligt. Det er fint for de få på studiet med journalistiske aspirationer. Jeg tør dog kun gisne om hvor mange ressourcer der bruges på bladet, i forhold til hvad der kommer ud af det. Det har en række studierelaterede artikler, men jeg står tilbage med ét spørgsmål: Hvorfor?
Jeg ville være mere end tilfreds med et nyhedsbrev på internettet eller lignende, der kunne give mig den selvsamme information der bringes i fysisk form i et studieblad. Sådan noget hører præ-internet tiden til, og jeg ser ingen logik i at printe sådan noget. Internettet giver et hav af muligheder og reducerer omkostningerne forbundet med at publicere et studieblad. Dette er muligheder som at studiebladet Staten burde udnytte, men det er måske her at begrebsrelationen kommer til udtryk, da staten i dets væsen er konservativ.
Vender vi tilbage til selve forsiden, ser vi Uncle Sam og teksten omkring staten, dig og centrum. Plakaten med Uncle Sam og det dertilhørende slogan “I want you!”, er bedst kendt for at skulle rekruttere soldater til the U.S. Army. Det er m.a.o. en opfordring til at den der peges på melder sig til en større sag. Sætter Uncle Sam og den amerikanske hær dermed individet i centrum? Nej, tværtimod. Individet indlejres i en institution, hvor at dette skal underkaste sig magten og stole på autoriteten uden at tvivle, diskutere eller sætte spørgsmålstegn ved samme.
Det er derfor relevant at prøve at tolke sætningen ”STATEN sætter DIG i centrum” i denne helhed med billedet. Staters eksistens hviler nemlig på den samme logik som Staten (studiebladet) bruger på forsiden. Symbolsk opretholdes den ved at sige at den sætter borgeren i centrum. Staten peger dermed på det enkelte individ. Staten, og i særdeleshed de dele af den der kan kategoriseres som en velfærdsstat, udgiver sig også for at være til for individet, sætte dette i centrum og skabe det gode liv. ´
Man bør dog tvivle på, om det virkelig er borgeren der har brug for staten, eller staten der har brug for borgeren. Jeg vil mene, at statens eksistensgrundlag hviler på at en gruppe mennesker ser en interesse i at opretholde staten. Staten kan derfor godt udadtil pege på individet og være selverklæret eksponent for den enkelte borgers ve og vel, men når alt kommer til alt, vil den være en ineffektiv, kollektivistisk slyngel, der blot skriger langt væk af ikke alene ”I want you!” – men også ”I NEED YOU!”.