Erik Gahner Larsen

Staten giver, staten tager

Der gives statsstøtte til alverdens ting og sager. Lige fra livslang støtte til kunstnere man aldrig har hørt om, til en kirke man ikke har noget som helst forhold til. Der findes faktisk ikke det område hvor at staten på en eller anden måde ikke går ind og støtter bestemte aktiviteter og holdninger. Støtte der selvfølgelig ikke finansieres af staten, men af skatteyderne.

Hvorfor giver staten så penge til noget? Hvad er støttens essens? Overordnet kan det beskrives sådan, at staten giver penge til det der er i statens interesse (hvad skulle den ellers give penge til?) og omvendt tager pengene fra det at staten er imod. Hvad angår sidstnævnte kan dette bl.a. ses på afgifter og differentieret moms. Det er derfor også helt plausibelt at antage, at i det sekund at man ikke længere varetager statens interesse, vil staten ikke længere støtte den pågældende aktivitet.

Ofte pakkes dette selvfølgelig ind i armslængdeprincipper og ideen om at staten støtter neutralt på baggrund af nogle ikke-politisk specificerede udvælgelseskriterier, men dette ændrer på ingen måde det faktum, at støtten er politisk bestemt, og lige så let at den gives; lige så let kan den fjernes. Det er derfor også sjældent at man hører politikerne tale bramfrit om at det er den direkte interesserelation der skaber støttegrundlaget mellem stat og den relevante aktør, da det i sandhed beskriver den politiske essens der ligger i statsstøtten som fænomen.

På baggrund af et forslag fra Dansk Folkeparti, er Venstre og Konservative i strid om menneskerettighederne[1]. De er i hvert fald uenige om hvorvidt at Institut for Menneskerettigheder skal have frataget deres statsstøtte. I forbindelse med denne strid kommer Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen med en udtalelse (jf. linket) der med klarhed fremhæver det uomtvistelige faktum, at statsstøtten på ingen måde er et neutralt princip:

– Instituttet er i sin gode ret til konsekvent at være efter regeringen. Men så skal de ikke have statsstøtte, fastslår Michael Aastrup Jensen.

Om vi taler kunststøtte til bestemte institutter eller om vi har at gøre med kunststøtte eller hvad pokker der nu er aktuelt, så er filosofien den samme. Staten giver sgu ikke penge til hvad som helst uden at have en idé om, at det betaler sig. Som sociologien Henrik Dahl var inde på til et CEPOS arrangement (kan findes som podcast et eller andet sted), så er man godt naiv, hvis man tror, at der findes noget der hedder en gratis frokost.

Nuvel, statsstøtten er som alt andet i staten resultatet af politiske kampe og konflikte. Jeg siger dermed ikke, at man ikke kan argumentere for, at staten skal støtte noget. Man skal bare ikke gøre det i den tro, at statsstøtten er noget der bare finder sted neutralt og er i alles interesse. For tilfældet er ofte det modsatte.

Jeg bebrejder på ingen måde nogen, at man vælger at tage imod statsstøtte. Det opretholder jo ens eksistensgrundlag – selvfølgelig med visse forpligtelser. Man skal dog vide, at det er dumt at bide den hånd der fodrer en. Det lærer Institut for Menneskerettigheder nu på den hårde måde.

—————-
[1] Overskriften på nyheden er lidt misvisende. Det er som sådan ikke en substantiel uenighed i forhold til menneskerettighederne der er aktuel, men blot hvorvidt der skal gives støtte til Institut for Menneskerettigheder.

1 comment

Comments are closed.