Erik Gahner Larsen

Laveste fællesnævner får deres undskyldning

Dem der følger med i dansk politik i sommerens agurketid, vil vide, at de to mest omtalte politiske skikkelser i disse dage er fruentimmerne Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen. For førstnævnte er problemet, at hun angiveligt har givet urigtige oplysninger til en offentlig instans (seriøst, kan vi ikke bare kalde det forkerte oplysninger!?), og for sidstnævnte er problemet, at hun har fejlprioriteret i forhold til det alt for kendte trade-off der eksisterer mellem udenrigspolitiske møder og udenlandsferier.

Begge politikere har på det kraftigste beklaget deres adfærd. Meningsmålingerne viser dog negative ændringer i tilliden til dem. Vi er ikke glade for, at folk der ikke kan prioritere, skal bedrive politik (og politik handler jo om at prioritere). Vi er ikke glade for, at en der skal stå for at styre landets økonomi, måske ikke har rent mel i posen.

Til alt dette er der selvfølgelig kun ét relevant spørgsmål: Seriøst, har I ikke andet at gå op i? Er der ikke andre politiske problemstillinger der fortjener lidt mere fokus?

I bund og grund må samtlige folketingspolitikere for min skyld holde fri de fleste af årets dage, hvis bare de formår at give mig hvad jeg forventer af dem. Jeg forventer end ikke at politikerne skal være mønsterborgere eller bedre mennesker end alle andre. Der er ingen grund til at glorificere landets politikere eller forvente, at de er perfekte. Tværtimod. Hvis det stod til mig, burde vores fælles udgangspunkt være, at politikerne er nogle griske og syndige væsener, hvis politiske magt for min og andre borgeres skyld og sikkerhed skal begrænses mest muligt.

Når at man i meningsmålingerne kan se at disse personsager har betydning for vælgernes politiske ståsted, fælder mit politiske hjerte en tåre. Hvem er det helt seriøst der i bedste lysavis-stil har følgende erkendelse kørende over hjernebarken: “Ej, har Lene Espersen sendt en embedsmand af sted til et møde i stedet for selv at møde op! Nu stemmer jeg sgu på Villy næste gang!“. Jeg ved virkelig ikke hvem det er, men lad os for overskuelighedens og klarhedens skyld betegne denne gruppe af mennesker, som værende laveste fællesnævner.

Jeg er ked af, at politik ikke kan rumme lidt mere almindelig sund fornuft og en idé om, at vi rent faktisk er i stand til sagligt at diskutere, hvordan samfundet skal fungere og hvilke idealer der bør legitimere det institutionelle set-up vi til dagligt færdes i og påvirkes af.

Den laveste fællesnævner er fornærmet, så de to ovenstående politikere har været ude og beklage. Hvis det stod til mig, skulle alle de mennesker, der ikke er i stand til at abstrahere fra det ikke-politiske person-fnidderfnadder, undskylde over for landets politikere pga. manglende evne til at grave dybere og forholde sig til de aspekter af den offentlige sfære, der fortjener at udgøre det vi i daglig tale kalder for den politiske debat.

Politikere er ikke perfekte. Jeg er sikker på, at både Hitler, Mussolini og Stalin ville have gjort sig fantastisk i eventuelle tillidsbarometre, og mon ikke at deres tilhængere så dem som perfekte og fejlfrie mænd? Min pointe er, at den politiske diskurs ikke bør være præget af en offentlig hetz mod de politikere der ikke er perfekte. Det ved vi, at de ikke er. Det burde derfor ikke være nødvendigt at skrabe den guddommelige fernis af vores politikere – blot af vores idealer og forventninger til magthaverne.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *