Hvem vandt aftenens debat

Her til aften var der politisk debat på TV2. Debatten stod mellem statsministerkandidaterne Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). Efter debatten er det så retorikere, politikere, analytikere, vælgere etc. der tager over, og vurderer og vejer de enkelte kandidater, og alle kårer en vinder. Hvordan kan man så komme frem til, hvem der vandt debatten?

Der er mange kriterier, de fleste ikke-målbare, at vurdere debatten på, og hånden på hjertet, så har jeg ingen idé om, hvem der klarede det bedst eller hvordan vi overhovedet skal finde ud af det. Lasse Rimmer ekspliciterede i den forbindelse en meget interessant tanke på hans twitter: Og vinderen er – den partileder du bedst kunne lide før debatten.

Jeg tror der er noget om snakken, om end det selvfølgelig er lidt tragisk. En vælgervolatilitet på 0%, eller i hvert fald en idé om, at det ikke er sådanne debatter der flytter vælgerkorpset, hvis bare begge kandidater holder sig rene og ikke begår fatale brølere.

Nuvel, selvfølgelig har debatten noget at skulle have sagt, men hvem der ”vinder” debatten, vil formodentlig være afhængigt af hvem man ”holder med”. Eller sagt med andre ord vil ens politiske orientering også farve ens holdning til, hvem der klarede debatten bedst.

På hhv. Politikens hjemmeside og Jyllands-Postens hjemmeside kan man stemme på, hvem der klarede sig bedst. Hvem tror du umiddelbart der klarede sig bedst hvis man spørger på de to respektive hjemmesider?

Politiken.dk vinder Helle Thorning-Schmidt med næsten 2/3 af alle stemmerne, hvor at knap 1/4 mener at Lars Løkke Rasmussen klarede sig bedst. Hvis det står til Politikens netlæsere, er der altså ingen tvivl om, at det var Helle der klarede sig bedst. 4041 havde afgivet deres stemme da jeg tjekkede.

JP.dk vinder Lars Løkke Rasmussen med omkring halvdelen af stemmerne, hvor at Helle Thorning-Schmidt har lige godt 1/3 af stemmerne. Her er der altså en opfattelse af, at Lars klarede debatten bedst. 3078 havde afgivet deres stemme da jeg tjekkede.

Hvem vandt så aftenens debat? Spørger man en venstreorienteret, vil jeg gætte på, at sandsynligheden for at det var Helle T. der vandt, er størst, og hvis man spørger en højreorienteret, så Lars Løkke. Der kan og er helt sikkert nogle eksperter et sted derude med djævelsk meget forstand på retorik og politisk argumentation etc., men det betyder ikke, at jeg vil høre på hvem menigmand synes vandt debatten. Eller m.a.o.: Kan vi ikke venligst slippe for diverse voxpops hvor at almindelige og ligegyldige mennesker bliver gjort til eksperter og skal vurdere, hvem der klarede sig bedst? Tak.