Livet er en underlig størrelse. En størrelse vi som mennesker ofte selv må forholde os til med spørgsmål omhandlende hvem vi er, hvad vi er og hvad vi gerne vil. Det er meget få film der får en til at tænke over sådanne spørgsmål, men Le scaphandre et le papillon, eller Dykkerklokken og sommerfuglen som den hedder på dansk, er en af dem.
Vi har at gøre med en alternativ film, men på den fede måde. Filmen begynder med at Jean-Do, hovedpersonen, åbner øjnene. Han vågner på en stue på sygehuset hvor vi følger det hele fra hans øjne. Hvad gør så dette specielt? Først og fremmest at han er helt lam på grund af en hjerneblødning. På samme måde som Jean-Do er fanget i sin krop er vi som seere fanget i hans perspektiv. Det er en ret spændende oplevelse, hvor man langsomt begynder at reflektere over, hvad det er for en situation at Jean-Do bogstaveligt talt er fanget i.
Langsomt som filmen skrider fremad lærer Jean-Do at kommunikere med omgivelserne vha. hans ene øje som han kan blinke med. En kommunikationsform han op igennem den første del af filmen har meget svært ved at forholde sig til. Ved siden af hans lærings- og erkendelsesproces, følger man skiftevis hans kig tilbage på gamle tider, hans sociale relationer m.v. Til sidst bliver hans kommunikation med øjet så god, at han begynder at skrive en bog om hans liv. True story.
Man skal dog tage det med et gran salt nu til dags når en film er autentisk og bygger på virkelige hændelser, men anyway – denne film skulle eftersigende være autentisk, og under alle omstændigheder er der intet der taler for, at netop fortællingen i denne film, ikke på en eller anden måde skulle kunne passe godt til virkeligheden.
Jeg beundrer også filmen på et rent teknisk plan. Et er at få ideen, men noget andet er at kunne realisere den som tilfældet er i filmen. Det er godt lavet, og man lader sig hurtigt rive med på filmens præmis. Jeg kan dog måske godt savne lidt, at filmen ikke holder sig til perspektivet hele filmen igennem, men måske ville det også have været i overkanten. Jeg er lidt i tvivl.
Når jeg er forkølet tænker jeg på alle de dage hvor jeg ikke er forkølet, og hvor heldig at jeg normalt er at være helt rask. Det samme er nok lidt tilfældet med Le scaphandre et le papillon, hvor man kommer til at tænke lidt over, at det er ret så fantastisk, at man har en velfungerende krop og har en eller anden grad af frihed til at bevæge sig og gøre hvad man vil.
Vi har at gøre med en ganske livsbekræftende film. Ikke en gennemført ”feel good”-film, men alligevel en film der får en til at tænke over, at man skal nyde de muligheder man nu engang har, og som man så sjældent stopper op og sætter tid af til at værdsætte.