Erik Gahner Larsen

Er Liberal Alliance kyniske anti-liberale?

Eller jeg kan spørge med andre ord: Reducerer Liberal Alliance menneskets værdi til, hvad der er rentabelt for samfundet? Altså som fortalere for en slags utilitaristisk kollektivisme.

Det er i hvert fald hvad Zenia Stampe påstår i et blogindlæg på politiken.dk: Begge parter (Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, red.) kan koldt, hårdt og kynisk reducere menneskets værdi til, hvad der er rentabelt for samfundet.

Hvad er hendes belæg? En over fire måneder gammel nyhed om, at Liberal Alliance vil have undersøgt, hvad manglende reformer har kostet Danmark.

Nu er jeg ikke medlem af Liberal Alliance (eller noget andet politisk parti for den sags skyld), og ligeledes har jeg ikke sat mig synderligt voldsomt ind i Liberal Alliances partiprogram, men jeg må nok erkende, at jeg ud fra den viden jeg har, har svært ved at se, hvad der gør Liberal Alliance til et parti, der kun tænker i samfundet som helhed, uden nogen respekt for det enkelte menneskes værdighed og integritet.

Hvis vi antager at Liberal Alliance går ind for en liberal politik – og jeg finder denne antagelse meget plausibel – er Zenia Stampes kritik forfejlet.

Hvis et parti fører en liberal politik, går det netop ikke op i maksimere samfundets samlede nytte for enhver pris vha. cost-benefit analyser. Tværtimod handler det om at gøre det enkelte individ til sin egen målestok, og ikke placere individet i en vurderingsramme, hvor at det kan måles og vejes i forhold til de adfærdsnormer vi pådutter alle mennesker som en ’perfekt standard’.

Zenia Stampe har dog alligevel fat i et eller andet, når hun skriver: Vi må afstå fra at spekulere i udgrænsning, dæmonisering og nedvurdering.

Beskrivelsen passer uendeligt godt på hendes eget forhold til højrefløjen og hvor ondskabsfulde at disse mennesker tilsyneladende er, når de udelukkende er ude på at gøre Danmark til et småfascistisk samfund.

Det kunne dog måske være en start at sætte sig lidt ind i hvad det er for et ideologisk perspektiv at liberale mennesker arbejder ud fra, for at kunne diskutere dette, i stedet for bare at gøre sig den forsimplede og forfejlede konklusion, at fordi at ens politiske ståsted er på højrefløjen, er man kold, kynisk og hader andre mennesker.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *