Erik Gahner Larsen

Citater fra Le Mythe de Sisyphe af Albert Camus

Camus, Albert (1942). Le Mythe de Sisyphe. Librairie Gallimard. (Da. udg.: Sisyfos-Myten. København: Nordisk Forlag A.S.).

“Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål. Alt det øvrige, om verden har tre dimensioner, om ånden kan inddeles i ni eller tolv kategorier, kommer i anden række” (Camus 1942: 11)

Om hvordan at tanken er forudsætningen for at nå til det absurde:
“Så længe tanken tier og står stille i sine forhåbningers ubevægelige verden, vil alt spejle og indordne sig i den enhed, som er skabt af den higen. Men så snart tanken rører på sig, revner verden og styrter sammen” (Camus 1942: 25)

Om fornuftens rejse ud i det ukendte og forsøg på at give mening til fænomener:
“På dette stadium af sin stræben står mennesket over for det irrationelle. Det føler en længsel efter lykke og klarhed. Det absurde opstår af mødet mellem menneskets kaldende råb og universets meningsløse tavshed” (Camus 1942: 33ff).

Problemet ved mange eksistentielle filosoffer:
“De eksistentielle filosoffers irrationalisme opstår, når fornuften løber sur og redder sig ved at fornægte sig selv. Absurditeten er den klarsynede fornuft, som erkender sine grænser” (Camus 1942: 53).

Om doktriner der er i stand til at forklare alt i tilværelsen:
“Beskærer man virkeligheden, hvis umenneskelighed skaber menneskets storhed, gør man samtidig mennesket fattigere. Det er derfor de doktriner, som forklarer alt i tilværelsen, virker svækkende på mig. De fratager mig mit livs byrde, som jeg dog bør bære selv” (Camus 1942: 59).

Om hvorvidt det enkelte menneske kan være frit i forhold til sine omgivelser:
“Hvor langt man end forsøger at holde sig fra alle moralske og sociale fordomme, ligger man alligevel delvis under for dem og indretter sit liv efter de bedste af dem (der gives gode og dårlige fordomme). Det absurde menneske indser derfor, at han i virkeligheden ikke har været fri” (Camus 1942: 61).

Om mennesket og evnen til at skabe:
“I dette univers er skaberakten den eneste chance for at fastholde sin bevidsthed og registrere alle dens erfaringer. At skabe er at leve to gange” (Camus 1942: 92).

Om Sisyfos:
“Sisyfos er, som man ser, den absurde helt. Han er det både i sine lidenskaber og i sin tugtelse. Det var hans foragt for guderne, hans had til døden og hans passion for livet, der bragte den frygtelige straf over hans hoved at måtte sætte hele sin kraft ind på intet at udrette. Det er den pris, som må betales for denne verdens glæder” (Camus 1942: 114).

Om bevidstheden af arbejdets absurditet:
“Når denne myte er tragisk, beror det på, at dens helt er bevidst. Hvad ville der blive af hans lidelse, hvis han for hvert skridt blev båret frem af håbet om, at opgaven kunne lykkes? Vore dages arbejdere beskæftiger sig hver dag med det samme arbejde, og deres skæbne er ikke mindre absurd. Men den er kun tragisk i de sjældne øjeblikke, hvor den bliver bevidst. Sisyfos er gudernes proletar, en afmægtig oprører, men han kender sin ulykkelige skæbne i hele dens rækkevidde: det er den, han tænker på, medens han er på vej ned ad bjerget. Det klarsyn, som skulle være hans straf, bliver samtidig en bekræftelse af hans sejr. Der gives ingen skæbne, som ikke kan overvindes med foragt” (Camus 1942: 115).

Og lykken i forhold til det absurde:
“Lykken og absurditeten er børn af samme jord. De er uadskillelige. Men det betyder ikke, at lykken nødvendigvis opstår af den absurde erkendelse. Man kunne lige så godt sige, at absurditetsfølelsen fødes af lykken” (Camus 1942: 116).

Om at det absurde liv ikke står i vejen for at leve lykkeligt:
”Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand” (Camus 1942: 117)