Erik Gahner Larsen

Carl Schmitt: Det politiskes begreb

– Kriteriet for det politiske er distinktionen mellem ven og fjende.
– Det politiske udgør ikke et særligt sagområde, men blot intensitetsgraden af en bestemt konflikt
– Alle konflikter kan blive politiske. Det kommer alene an på den reelt eksisterende mulighed for kamp, altså i sidste instans på retten og pligten til at råde over andres fysiske eksistens.

Statslig = politisk, er logisk umuligt (side 51ff). Ikke alt statsligt er politisk, og ikke alt politisk er statsligt. Om statens nødvendighed af det politiske (side 51):

Statens begreb forudsætter det politiskes begreb.

Om sondringen mellem ven og fjende som kriterium for det politiske (side 60):

Den specifikt politiske sondring, som de politiske handlinger og motiver kan føres tilbage til, er sondringen mellem ven og fjende. Den giver en begrebsbestemmelse forstået som et kriterium, ikke som en udtømmende definition eller indholdsangivelse.

Om meningen med sondringen (side 61):

Meningen med sondringen mellem ven og fjende er at betegne den yderste intensitetsgrad af en forbindelse eller adskillelse, af en association eller dissociation.

Om den politiskes fjendes relation til andre sagområder (side 61):

Den politiske fjende behøver ikke være moralsk ond eller æstetisk hæslig; han skal ikke nødvendigvis optræde som økonomisk konkurrent, og det kan måske endda forekomme økonomisk fordelagtigt at gøre forretninger med ham. Fjenden er netop den anden, den fremmede, og det er tilstrækkeligt, at han i en særlig intensiv forstand er noget eksistentielt andet, og fremmed, således at det i ekstreme tilfælde er muligt at have konflikter med ham.

Fjenden som den offentlige modstander, før det er politik (side 63):

Fjenden er heller ikke den private modstander, som man hader ud fra en følelse af antipati. Fjenden er blot en i det mindste eventuel, dvs. i forhold til en reel mulighed, kæmpende samling af mennesker, der står over for en tilsvarende samling af mennesker. Fjenden er kun den offentlige fjende, fordi alt hvad der knytter sig til en sådan samling af mennesker, og især til et helt folk, herved bliver offentligt.

Om muligheden for fysisk eliminations forudsætning for begreberne ven og fjende i politisk henseende (side 63):

Begreberne ven, fjende og kamp får deres reelle mening i og med, at de har og altid vil have en særlig tilknytning til den reelle mulighed for fysisk at dræbe. Krigen følger af fjendskabet, for der er en værensmæssig negering af en anden væren. Krigen er kun den endegyldige realisering af fjendskabet. Den behøver ikke være noget hverdagsagtigt, noget normalt, og ej heller at opfattes som noget idealt eller ønskværdigt, men den må dog nødvendigvis foreligge som en reel mulighed, så længe fjendebegrebet giver mening.

Andre sagområder bliver politiske når intensitetsgraden i konflikten bliver stor nok til at distancere mellem ven og fjende (side 73):

Enhver religiøs, moralsk, økonomisk, etnisk eller anden modsætning forvandler sig til en politisk modsætning, når den er stærk nok til effektivt at gruppere mennesker efter ven og fjende.

Og side 75:

Det politiske kan hente sin kraft fra de mest forskelligartede områder af det menneskelige liv, fra religiøse, økonomiske, moralske og andre modsætninger. Det betegner ikke noget selvstændigt sagområde, men blot intensitetsgraden af en mellemmenneskelig association eller dissociation.

Om gruppers politiske eksistens (side 89):

Så længe et folk eksisterer i det politiske sfære, må det, om end det så kun er i det ekstreme tilfælde – om hvis tilstedeværelse det dog selv træffer beslutning – selv bestemme sondringen mellem ven og fjende. heri ligger essensen af dets politiske eksistens.

Om muligheden for at have en verdensstat (side 93):

Den politiske enhed forudsætter fjendens reelle mulighed og dermed også en anden, sameksisterende politisk enhed. Der vil derfor altid findes flere stater i verden, så længe der blot eksisterer én stat, og der vil aldrig kunne eksistere en verdens-”stat”, der omfatter hele kloden og hele menneskeheden. Den politiske verden er et plurivers, ikke et univers.

Om at føre krig i menneskehedens navn (side 95):

Menneskeheden som sådan kan ikke føre krig, for den har ingen fjender, i det mindste ikke på denne planet. Menneskehedens begreb udelukker fjendens begreb, fordi fjenden også vedbliver at være menneske, og der ligger ikke nogen specifik sondring heri.
[…] Når en stat bekæmper sin fjende i menneskehedens navn, så er det ikke en menneskehedens krig, men en krig, i hvilken en bestemt stat forsøger at okkupere et universelt begreb for at identificere sig med det på modstanderen bekostning – på samme måde som man kan misbruge fred, retfærdighed, fremskridt og civilisation ved at gøre krav på dem og dermed frakende fjenden dem.

Om at demoralisere modstanden (side 112):

Den værste forvirring opstår, når begreber som ret og fred benyttes politisk for at forhindre klar politisk tænkning, legitimere egne politiske bestræbelser og diskvalificere eller demoralisere modstanderen.

[Kritik af liberalismen på side 118]

Om liberalismens projekt (liberalismen: åndelige = diskussion, økonomiske = konkurrence) (side 125):

Man kan ikke udrydde stat og politik eller afpolitisere verden ved hjælp af sådanne definitioner og konstruktioner, der i sidste ende alle kredser om polariteten mellem etik og økonomi. At de økonomiske modsætninger er blevet politiske og at begrebet om ”økonomisk magt” har kunnet opstå, viser blot, at punktet for det politiske kan nås såvel fra økonomien som fra ethvert andet sagområde.

Reference:
Schmitt, Carl (1932 [1963]). Der Begriff des Politischen. Berlin: Duncker und Humblot. (Da. udg.: (2002): Det politiskes begreb. København: Hans Reitzels Forlag).