Erik Gahner Larsen

Valgkamp? Game on … desværre

På papiret er der officielt over et år til at vi næste gang skal sætte et kryds. Officielt går valgkampen dog allerede i gang på onsdag – i hvert fald hvis det står til TV2:

”Selv om ingen ved hvornår, det næste folketingsvalg bliver – ud over at det senest bliver til november næste år – så er valgkampen så småt gået i gang.
Og på onsdag, dagen efter Folketingets åbningsdebat, bliver valgkampen så officielt skudt i gang. Det sker, når TV 2 sætter scenen for en debat mellem Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V).”

Det kan godt være, at meningsmålingerne mere eller mindre viser dødt løb mellem de to politiske blokke, som at samtlige partier i Folketinget har meldt sig ind under, og at vi ugentligt skal høre de nyeste meningsmålinger og de tilhørende analyser, vurderinger og kommentarer, for lige at se hvordan det går ens parti, men seriøst: Who fucking cares? Der kan ske så meget i det politiske liv, som vender op og ned på meningsmålingerne, og vi kan ikke bruge dem til noget som helst*! Det svarer lidt til at måle badevandstemperaturen nu, for at vurdere om det bliver en god sommer næste år.

Det kan også godt være, at politiske kommentatorer står i kø for at fortælle om, at den kommende valgkamp bliver den mest beskidte og personlige valgkamp i mands minde, men igen: Hvorfor skal det være ensbetydende med, at vi er nødt til at tage forskud på en valgkamp?

Vi hører allerede uendeligt meget valgkampssnak i forhold til hvilke partier der kan samarbejde med hvem, om SF og S kan enes med de Radikale, om Dansk Folkeparti er regeringsduelige og bla bla bla. Please! Kan vi ikke vente til valgdagen minus et par uger med at lade politikerne tale om strategier, potentielle regeringskoalitioner, meningsmålinger, personligt fnidderfnadder og styrkeforhold. Jeg magter det virkelig ikke lige nu.

Men ak. Jeg må nok bare sande, at valgkampe er mere spændende og har et seertække der er større end hvad der normalt sendes onsdag aften på TV2. Og der må jo være en interesse for det kommende valg, når der kan udgives en bog omhandlende samme. Jeg vil dog gerne afslutte dette lille mavesure indlæg med en erklæring: Ikke ét ord mere fra min side om det kommende valg, før at det er udskrevet.

* Der er selvfølgelig nogle strategiske overvejelser i meningsmålingerne ift. hvorvidt Lars Løkke kan finde på at udskrive valg.

Når jeg engang får børn…

Delvist inspireret af gårsdagens indlæg om Aladdin og frihed og en efterfølgende samtale på MSN med Khvilsted, tænkte jeg nærmere over, hvilken kultur at mine børn (hvis jeg får nogen på et tidspunkt), gerne måtte stifte bekendtskab med, hvis det stod til mig.

Da der på nuværende tidspunkt ikke findes en CEPOS Kindergarten, må det jo være et forældreansvar selv at lære sine børn at tage ansvar for deres liv og have en fundamental respekt for andre menneskers liv og deres ret til at leve deres liv som de vil. Spøg til side – og det er måske begrænset hvor meget kultur forældre nu til dags kan proppe ned i deres unger, når man ser på hektiske hverdage og børnenes færden i institutioner og Hannah Montana og Justin Biebers opdragende karakter i hhv. fjernsynet og på iPod’en.

Inderst inde er det man ønsker at ens børn skal nyde godt af under opvæksten, nok blot det at man selv synes har fungeret meget godt for en selv. Det er da helt sikkert også derfor, at jeg uden tvivl kan sige, at hvis (og jeg må igen pointere at der kun står hvis!) jeg får et barn eller børn, skal bl.a. legoklodserne være en del af børneværelset.

Når det kommer til læsning, skal Anders And & Co. tegneserierne selvfølgelig være der, og eventyr fra H.C. Andersen og Brødrene Grimm, og når alderen er til det, så bøger som Tanker fra en kannibal og Sofies verden. Ellers er der selvfølgelig så meget litteratur derude, og man må efterhånden sande, at vi lever i en tid, hvor bare det at unge mennesker læser, er en sjældenhed.

Hvad angår TV bliver det nok lidt anderledes. Jeg har svært ved at forestille mig, at mine børn skal have lov til at se bl.a. DR. Et totalforbud må være løsningen, samt et pornofilter hvor at DR.dk også er blokeret på computeren. Dermed ikke sagt, at det DR leverer, er kvalitativt værre end alt det der ellers sendes, men for dælen da – man kan umuligt være en stolt forælder.

Selvfølgelig skal der også være underholdning som har været sendt på DR, f.eks. filmatiseringerne af Astrid Lindgrens fortællinger. Derudover skal de nyde godt af japanske animefilm som Min nabo Totoro og når vi nu er ved Japan, så selvfølgelig også Pokémon-universet. Ellers har USA jo også meget godt at byde på, som f.eks. Disney-klassikere, eller generelt bare ældre film som The Adventures of Robin Hood (1938) og The Wizard of Oz (1939). Førstnævnte passer fantastisk til børn i forhold til f.eks. den nyeste Robin Hood (2010), der rummer meget mere vold, blod og kaos.

Når alt kommer til alt, er det måske begrænset hvor meget man i det hele taget kommer til at påvirke sine børn på den måde. Eller er det? Jeg burde måske drøfte mine overvejelser med nogen der rent faktisk har børn.

Har Aladdin eller Jasmin frihed?

Disney-tegnefilmen Aladdin fra 1992 er i bund og grund en ret fantastisk tegnefilm. Det er en film om magt og frihed og begæret for begge på godt og ondt. De enkelte karakterers higen efter frihed er beskrevet rammende i følgende citat:

”The overall theme of Aladdin is freedom. In one or another sense, almost everyone in the film is seeking freedom. Aladdin feels trapped by his poverty, and seeks a freedom he feels will be given with wealth. Jasmine feels trapped by her position and seeks a freedom outside of the palace. The Genie is trapped in a life of an “eternity of servitude” that he would wish to escape, to be his own genie. Jafar feels trapped by his position of continually being “second-best” and seeks freedom through a rise in power and status.”[1]

Der er flere steder i filmen hvor at der eksplicit snakkes om frihed, specielt lampeånden Genie taler med en stor passion for hans brændende ønske om at blive fri. Min yndlingssekvens er dog uden tvivl den, hvor at Aladdin og Jasmin reflekterer over deres egen mangel på frihed. Aladdin har reddet Jasmin, der er stukket af fra paladset, og hvis ikke det havde været for Aladdin, havde fået hugget en hånd af. Aladdin tager den smukke Jasmin med hjem til hans usle og primitive hjem. Aladdin kigger over på paladset og siger, at det ser ”pretty amazing” ud – eller vent, I får sgu lige hele dialogen:

Aladdin: Wow. The palace looks pretty amazing, huh?

Princess Jasmine: [disappointed] Oh, it’s wonderful.

Aladdin: I wonder what it’d be like to live there, and have servants and valets.

Princess Jasmine: Oh, sure. People who tell you where to go and how to dress.

Aladdin: That’s better than here. You’re always scraping for food and ducking the guards.

Princess Jasmine: You’re not free to make your own choices.

Aladdin: Sometimes you feel so…

Princess Jasmine: You’re just…

Aladdin, Princess Jasmine: …trapped.

Det starter som en regulær samtale, men går fra at være en dialog til hver deres monolog, hvor at de kommer frem til, at de ikke er frie – men er trapped. M.a.o. søger Aladdin den frihed at Jasmin har og vice versa.

Aladdin har, jf. Isaiah Berlins begrebsapparat, komplet negativ frihed, hvor at Jasmin nyder komplet positiv frihed og er underlagt en bestemt livsførelse. De begge er underlagt ekstremerne af to forskellige forståelser af frihed, der begge får dem til at føle sig ufrie.

Hvem har så egentlig frihed? Jasmin eller Aladdin? Det er den evindelige diskussion om positiv og negativ frihed. Når jeg engang får et barn eller børn, vil de i hvert fald få spørgsmålet når vi ser filmen: Hvem er fri – Aladdin og/eller Jasmin?

Personligt ville jeg selvfølgelig allerhelst nyde Aladdins frihed. Dette indlæg skal slutte med et meget lille udpluk fra Hayeks The Road to Serfdom: ”In every real sense a badly paid unskilled workman in this country (England, red.) has more freedom to shape his life than many an employer in Germany or a much better paid engineer or manager in Russia.”

——

[1] Citatet er taget fra denne artikel, der er fra en hjemmeside der indeholder feministisk kritik af alverdens tegnefilm. Latterligt – men anyway – jeg er helt enig med skribenten i at filmens overordnede tema er frihed.

Lars Løkkes monster under sengen

Som barn kunne man i ny og næ forfalde til den opfattelse, at der under ens seng befandt sig et splittergalt og farligt monster, der gjorde, at man var tvunget til at kigge under sengen, før at man igen kunne finde ro i sindet og sove. Som altid var monsteret dog bare fuldkomment illusorisk. Vores statsminister, Lars Løkke Rasmussen, er bange for, at han har skabt et monster. Et monster der, hvis han gad tage sig den frihed at kigge de rigtige steder, dog er lige så illusorisk som et barns fantasimonstre.

Lars Løkke Rasmussen udtalte i dag på Copenhagen Business School, at den politiske debat præges af proces frem for substans. Ordene der lød er som skrevet:

”Der har været en tendens til, at den måde politik blev dækket på og den måde politik blev italesat på, har handlet om personer og processer. Måske er det et monster, vi selv har skabt. Når man tænker på, hvad der er ansat af medierådgivere og spindoktorer, ikke bare i regeringen men også i oppositionen og på kommunekontorerne, så har vi selv opfostret en helt ny branche. Jeg vil meget gerne have, at politik kommer til at handle om substans, fordi det har Danmark brug for.”

Her har vi m.a.o. en statsminister der som den voksne står frem og tager ansvar. ”Måske er det et monster vi selv har skabt”! Værd at bide mærke i er det dog, at oppositionen også lige bliver gjort til medskyldig i forsvarstalen. Lidt a la den uartige knægt der skal forsvare sit æblerov med ”Jamen det var ikke kun mig!”. Når at Lars Løkke taler om et ”vi” i forhold til at have skabt en negativ udvikling, er det altså ikke ”vi” som i ham og hans rådgivere, men hele den samlede stab af medierådgivere og spindoktorer i alle tænkelige organisationer. Er det ikke Piet Hein der har sagt ”Når to deler et ansvar bliver det kun 1 procent til hver.”?

Er der så kommet en nøgtern kritik af statsministeren som ligger til grund for denne ”selvkritiske” erkendelse? Umiddelbart ikke, og måske snarere tværtimod. Svaret kom på et spørgsmål fra en studerende, og ikke fra tre forskere på Syddansk Universitet. Men hov, hvorfor nævner jeg nu tre forskere fra SDU? Jo, dette fordi at tre forskere fra Center for Journalistik på Institut for Statskundskab, har lavet en undersøgelse, hvor konklusionen bliver givet i en analyse på politiken.dk:

”Samlet set er vi altså ikke vidner til en mediedækning, der klart bevæger sig hen imod mere procesjournalistik. På nogle områder ser vi en stigning fra valgkamp til valgkamp, på andre områder et fald.

Det bør endvidere påpeges, at såfremt en stigning kan findes, er der også positive aspekter ved, at medierne bruger en del af deres spalteplads og sendeflade på at forklare borgerne om det politiske spil. For ikke al politik handler jo om indhold. Mediedækningen er altså bedre end sit rygte.”

For at opsummere kan man derfor sige det sådan at der ikke er skabt et monster. Og hvis der var skabt noget, kunne det måske have mere karakter af en vagthund end et monster. Når at Lars Løkke på denne måde proklamerer, at der er skabt et monster, er det selvfølgelig ikke for at sige at han er problemet, men derimod løsningen jf. det første citat.

I stedet for at bidrage til den opfattelse, at det hele bare handler om proces og lort og lagkage, ville det måske hjælpe at kigge de rigtige steder, for at se, om der virkelig er et monster, eller om det bare er ens opfattelse.