Frygt sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en last
Kan vi finde en mening i tilværelsen ved at søge ind i os selv? Hvad finder vi egentlig når vi søger dybt ind i sjælen med alkohol og sprut som følgesvend? Tom Kristensen, der har skrevet denne bog af et mesterværk, lader ikke sin hovedkarakter, Ole Jastrau, finde mening i ret meget. Tværtimod.
Ole Jastrau er litteraturanmelder på Dagbladet. Han har kone og barn, er velanset og vellidt og bosat i en fin lejlighed på Istedgade. Han er dog også en person vi følger på en personlig sjælerejse. Og som bogen langsomt skrider fremad i handlingsforløbet, bliver vi introduceret for et menneske, der under overfladen rummer kaos, tvivl og angst. Det hele starter med at han får besøg af et par kammerater. Ja, kammerater.
Hærværk byder Ole Jastrau på alverdens knap så borgerlige aktiviteter, lige fra et sidespring hos en glædespige, fuldskab, besøg i detentionen til alt muligt andet selvdestruktivt, der er rigtig god læsning, og som ender i den ultimative flugt fluks mod afgrunden.
Jeg mindes hverken at have læst eller set en karakter gå mere i hundene end Ole Jastrau. Det er topmålet af kaos – altså sjælens bund. Enden af kontinuet. Et referencepunkt der næppe lader sig overgå. Af samme grund giver det super mening når Kasper Spez i Pigen på væggen rapper: ”Det er et hærværk mod mig selv – Jeg’ klar til at battle Tom Kristensen.”
Hærværk blev i 1977 filmatiseret af Ole Roos med Ole Ernst i hovedrollen som Ole Jastrau (det var mange Ole’r, ja). Jeg så filmen for år tilbage på DR2, men husker den så svagt, at jeg desværre ikke kan udtale mig om denne i relation til bogen. Jeg kan dog på det kraftigste kun anbefale, at man får læst bogen.
Læs den.
Først publiceret på Kulturkanonen.