Undervurderede film

Det er tit, når man snakker om film, at man støder ind i synspunktet, at en film er alt for undervurderet. Nuvel, om noget er under- eller overvurderet vil altid være en subjektiv vurdering der bygger på en utilfredshed i forhold til den vurdering man mener at filmen har fået. Jeg synes dog af og til, at argumentet om at en film er undervurderet bruges alt for lemfældigt, og blot for at pointere, at man virkelig godt kan lide en film.

Senest, og det der motiverede mig til at skrive dette indlæg, overhørte jeg en kammerat der mente, at Tarantinos Reservoir Dogs fra 1992 var alt for undervurderet. Det er selvfølgelig en fair holdning at have, men jeg var uenig med ham i, at den var undervurderet, alene af den grund, at den af mange anses som at være et mesterværk og en af Tarantinos allerbedste film.

Dette fik mig til at tænke på det helt konkrete spørgsmål: Kan man operere med en fælles betegnelse for, hvornår en film er undervurderet?

Er det, at en film ikke er kendt af mange eller bare hadet af mange? Jeg vil bruge den resterende plads af dette blogindlæg på at give mit bud på hvilke film jeg mener, er alt for undervurderet. Jeg har sat som kriterium, at de film jeg godt kan lide, men som jeg mener, er undervurderet, ikke må have en højere gennemsnitsranking end 7 på IMDb.

1. The Ninth Gate (1999)
En film om noget så kedeligt som bøger. Intet mindre end en fantastisk thriller med masser af mystik og spænding. Har set den et utal af gange og læst bogen, der virkelig holder en fanget hele vejen igennem. Denne film er desuden med på listen over ’Gode film‘.

2. Commando (1985)
En af de allerbedste film Arnold Schwarzenegger nogensinde har været med i. Den har alt det som en god actionfilm bør have. Spænding, våben, blod, biljagt, hævnmotiver, humor – you name it! Denne film er desuden med på listen over ’Gode film‘.

3. Point Break (1991)
Også en fantastisk film. Næsten ikke til at fatte, at det er en kvinde der har instrueret den (Kathryn Bigelow, der også har instrueret The Hurt Locker). Filmen er værd at se alene på baggrund af Keanu Reeves og Patrick Swayzes skuespil, så det er ikke en film man bør undlade at se. Denne film er desuden med på listen over ’Gode film‘.

4. The Beach (2000)
Da jeg for første gang så hvor latterligt lavt at denne film ligger på IMDb, fik jeg mildest talt et mindre chok. Den er fantastisk på så mange måder, har mainstream-potentiale og tager et yderst relevant emne som ’utopia’ op til behandling. Denne film er desuden med på listen over ’Gode film‘.

5. Head Above Water (1996)
En komedie der nok kræver at man er til den slags humor som filmen nu leverer, men vi har her at gøre med en film der virkelig er sjov og skør på en sådan måde, at man ikke kan lade være med at grine. En fremragende film hvis man er til black comedies.

Dette er mit bud på fem undervurderede film, på baggrund af min definition af hvornår at film er undervurderede. Såfremt at nogen skulle have lyst til at kritisere mit valg af film, så kom gerne med ideer til, hvordan man ellers kunne diskutere hvorvidt film er undervurderede eller ej.