Erik Gahner Larsen

Hvad er frihed?

Hvad er ligheden mellem Socialistisk Folkepartis, Enhedslistens og Socialdemokraternes principprogrammer? De benytter alle frihedsbegrebet, uden at eksplicitere hvilke områder og sfærer af tilværelsen, der ikke er underlagt politisk regulering og restriktioner.

Dette indlæg forsøger at forholde sig til en sjov tendens vi oplever i disse år, hvor at frihedsbegrebet reduceres til et buzzword, der kan bruges efter forgodtbefindende i alle tænkelige sammenhænge, til at legitimere alle politiske handlinger og mangel på samme. Mie Harder skriver i et indlæg på hendes blog, i forbindelse med at frihedsbegrebet bruges til at legitimere politisk regulering på rygeområdet, ganske rammende omkring udfordringen der er forbundet med tidens udvanding af frihedsbegrebet:

”For mange er det åbenlyst vigtigere, at borgerne træffer de rigtige valg – end at de træffer frie valg. Det kan man kalde alt muligt, men det har intet med frihed at gøre. Hvis frihed ikke skal ende med at være en tom skal, der kan påfyldes et hvilket som helst indhold, må de af os, der har vores frihed kær, protestere over denne misbrug af begrebet.”

De resterende linjer af dette blogindlæg vil jeg dedikere til at beskrive, hvordan jeg ser frihedsbegrebet. Dette er velvidende, at hvis dette indlæg bliver kommenteret, er det højst sandsynligt i en ”Positiv frihed er vigtigere!”-jargon. I den forbindelse synes jeg at denne lidt ældre, men stadig aktuelle, kronik, er værd at læse. Specielt er følgende formulering spot on, og værd at stoppe op og reflektere over, i en tid hvor der efterhånden ingen grænser findes for, hvilke sfærer af vores tilværelse, politikerne er klar til at regulere:

”Velfærdsrettighederne (de positive rettigheder, red.) angiver derimod ingen begrænsninger for staten og sætter ikke begrænsninger for totalitære regimer. Tværtimod forklarer de, at staten er skyldig at øge sin magt for at kunne omforme samfundet og styre borgernes aktiviteter til det ønskværdige resultat. I praksis medfører det et samfund, hvor staten er altdominerende, hvorfor politisk pluralisme og individuel frihed er uforenelig med velfærdsrettighederne.”

Når jeg læser disse guldkorn, mindes jeg, forhåbentlig med rette, følgende citat fra Woodrow Wilson, fra hans tale til New York Press Club i 1912:

“Liberty has never come from the government. Liberty has always come from the subjects of government. The history of liberty is the history of resistance. The history of liberty is a history of the limitation of governmental power, not the increase of it.”

Dette har den implikation, at friheden ikke er noget staten skaber. Frihed skal derfor ej forveksles med en høj skatteprocent og en stor fordeling på baggrund af tvangsmæssig inddragelse af ressourcer. Isaiah Berlin formulerer det meget godt i Two Concepts of Liberty, når han skriver: ”Liberty is liberty, not equality or fairness or justice or human happiness or a quiet conscience.” (s. 10).

Jeg ser derfor heller ikke absolut frihed som noget man med alle midler skal forsøge at realisere. Frihed er ikke værd at efterstræbe i alle tænkelige sammenhænge. Dette ville føre til et lovløst samfund der er at sammenligne med anarki. Jeg kan derfor sågar ikke udelukke, at absolut frihed blot vil føre til en hobbesiansk naturtilstand.

Det handler ikke om at sætte mennesket frit, eller leve i et fuldkomment frit samfund hvor at mennesket ikke er underlagt en falsk klassebevidsthed eller andre magtstrukturer. Frihed er ikke nødvendigvis noget positivt. Når der argumenteres for, at ”det giver mere frihed”, er det kun positivt, hvis det vedrører en sfære man mener der er privat, og ikke bør være underlagt statslig kontrol og regulering. Friheden til at hælde kemikalier ud i Møllebækken uden at det skal have konsekvenser, er ikke noget positivt. Frihed er et positivt ladet ord og det bruges i den politiske debat derefter. Pointen er bare, at man så vidt muligt bør forsøge at gøre frihedsbegrebet konsistent, og ikke bare hive det op ad værktøjskassen når det kan indgå i en fængende oneliner i den offentlige debat.

Friheden er noget jeg har, noget som politikerne (andre) kan indskrænke på godt og ondt på forskellige områder, hvor man mener, at det er et offentligt anliggende. Enhver politiker med respekt for sig selv, og de mennesker vedkommende repræsenterer, må, bør og skal derfor være i stand til, at kunne redegøre for, hvor grænsen for magtudøvelsen går. Eller sagt m.a.o., hvor meget at de mener, at det er nødvendigt at indskrænke friheden for den enkelte borger for at realisere det samfund de valgte politikere har intentioner om at realisere.

I forlængelse af dette er det aktuelt at tale om politikernes åbenbare magtfuldkommenhed. Den slags politik ligger milevidt fra nogen som helst konkret og konsistent forståelse af hvad frihed er. Er friheden som andet end et fancy begreb på retræte? Det håber jeg sgu ikke!

Hearing the Other Side – Deliberative versus Participatory Democracy

Mutz’ forsøger med bogen at undersøge dilemmaet mellem på den ene side at ”høre den anden side”, altså være deliberativ, og så at deltage i demokratiet (”participation”). Dette dilemma beskrives på side 125:

Political diversity poses a disturbing dilemma for images of the ideal citizen. There is a tendency to see the model citizen as a neat package of characteristics that all fit comfortable together into a single composit portrait. The problem is that for some very logical reasons these characteristics do not cohere. We want the democratic citizen to be enthusiastically politically active and strongly partisan, yet not to be surrounded by like-minded others.

Analytisk undersøger hun gennem en række datasæt ”the extent of cross-cutting exposure”, som værende indikator for deliberation.

Hvad undersøgelsen viser (side 3):

But based on my findings, it is doubtful that an extremely activist political culture can also be a heavily deliberative one. The best social environment for cultivating political activism is one in which people are surrounded by those who agree with them, people who will reinforce the sense that their own political views are the only right and proper way to proceed. Like-minded people can spur one another on to collective action and promote the kind of passion and enthusiasm that are central to motivating political participation.

Den ideale samtalesituation (side 7):

Habermas’s “ideal speech situation” incorporates the assumption that exposure to dissimilar views will benefit the inhabitants of a public sphere by encouraging greater deliberation and reflection.

Den politiske uenighed reduceres, når at intimiteten i relationerne stiger (side 26):

When one examines the individual respondent-discussant relationship involved in political talk, one can see that the extent of political disagreement in a relationship steadily decreases as the intimacy of the relationship increases. As shown in the line marked by diamonds in Figure 2.1, it is those relationships characterized as “mere acquaintances”, rather than as friends, that are most likely to involve political disagreement.

Arbejdspladsen og cross-cutting political conversations (side 29):

Of the various social contexts identified, the workplace appears most promising as a site for cross-cutting political conversations.

Jo mere viden om politik og interesse man har i samme, desto mere dominerer ligesindede holdninger over divergerende holdninger (side 32):

those most knowledgeable about and interested in politics are not the people most exposed to oppositional political viewpoints. The dominance of like-minded over oppositional voices increases as political knowledge increases.

Side 33:

Those who are highly politically involved are not as likely to expose themselves to cross-cutting political perspectives.

Those who consider themselves liberals or conservative and those who self-identify as partisans on either end of the spectrum are less likely to be exposed to cruss-cutting political communication.

Muligheden for selv at vælge og styrke sin identitet (side 44):

Selective exposure is likely to account for the fact that the networks of highly partisan and politically active people are more dominated by like-minded discussants. Politics is important to their lives and identifies, thus their friends are likely to be chosen at least in part on basis of this dimension of similarity. People who deem politics a relatively minor aspects of their lives and identities are less likely to take this dimension of similarity into account.

Om udsættelsen for andre politiske holdninger og at stemme (side 112):

Having friends and associates of opposing political views makes it less likely that a person will vote. This relationship is particularly pronounced for nonvoting in congressional elections, although it also applies to nonvoting in the presidential context. The greater the cross-cutting exposure in the person’s network, the more likely he or she is to abstain from voting.

Reference:
Mutz, Diana C. (2006). Hearing the Other Side – Deliberative versus Participatory Democracy. New York: Cambridge University Press.